Heunicke giver opbakning til kvælstofmål

Der bliver brug for en reduktion på 18.000 tons kvælstof, hvis Danmark skal i mål med at leve op til EU’s krav om en god økologisk tilstand i kystfarvandene. Det kom frem under et samråd i Folketingets miljøudvalg torsdag.

Torsdag var der samråd i Folketingets Miljøudvalg, og her blev der varslet nye tiltag i kampen mod udledning af kvælstof i søer og farvande. Og landbruget kommer til at holde for, slog miljøminister Magnus Heunicke (S) fast på samrådet.

Samrådet blev holdt, efter at Heunicke havde givet et interview i Dagbladet Information, hvor han havde sagt, at han »var villig til at gøre alt, hvad der skal til, for at redde grundvandet«.

Det ville Enhedslisten og SF, der havde indkaldt til mødet, vide, hvad dækkede over, og i sit svar delte miljøministeren det fremtidige fokus op i tre kategorier.

- For det første skal vi genskabe landskabets naturlige evne til at tilbageholde kvælstof. Det er blevet kørt over, og landskabet kan slet ikke følge med, og det vil sige, at kvælstof ender i vores fjorde og vandområder, sagde Magnus Heunicke og fortsatte:

- For det andet skal vi stille større krav til landbruget. Kvælstof kommer for langt hovedpartens vedkommende fra landbruget, så det kommer vi slet ikke udenom, sagde han.

Stor reduktion

Heunicke lagde ikke fingrene imellem overfor landbruget.

- Udledning af næringsstoffer fra landbruget er hovedårsagen til den dårlige tilstand i fjorde og i kystvandet omkring Danmark. Det er ikke kun noget, eksperter mener, eller jeg mener, sagde Heunicke og fortsatte:

- Det er også et bredt flertallet i Folketinget, der har indgået en aftale om grøn omstilling af dansk landbrug. Det er præcis også det, der ligger i den aftale, sagde miljøministeren.

Heunicke pegede også på, at den »naturlige genopretning skulle hjælpes på vej i havet og i fjordene«.

På samrådet var der også henvisninger til venstrefløjens akutplan på området, og Heunicke forholdt sig således til de tal, der har været fremme om en maksimal udledning på 38.000 tons kvælstof i 2027.

Det vil i så fald kræve en reduktion på 18.000 tons kvælstof, og samtidig gjorde Peder Hvelplund sig til talsmand for, at den miljøgaranti, der er en del af landbrugsaftalen fra 2021, kommer til at dække al kvælstofudledning.

Det bakkede Magnus Heunicke op om.

- Der er eksperter, der vurderer (tallene, red.) lige nu, men vi er (et behov, red.) på 13.000 tons kvælstof plus de 5.000 tons i baselineberegningen. Og det vil sige, at vi er på 18.000 tons. Men det ligger også meget tæt op af de tal, vi havde, sidst vi lavede vandmiljøplaner, lød det fra Magnus Heunicke.

Læs også