Medie: Byvenstre-politiker er irriteret på partiets gamle landmænd fra Jylland

Folketingsmedlem fra Venstre Jan E. Jørgensen er ifølge Berlingske irriteret over, at det er pensionerede landmænd fra Jylland, der i alt for høj grad tegner billedet af Venstres bagland.

Noget tyder på, at en kommende CO2-afgift på landbruget får uroen i Venstre til at ulme imellem de to fløje - »byvenstre« og »bondevenstre«.

Folketingsmedlem fra Venstre, Jan E. Jørgensen er i hvert fald irriteret over, at det er pensionerede landmænd fra Jylland, der i alt for høj grad tegner billedet af Venstres bagland, fremgår det af en artikel i Berlingske.

I et længere interview til mediet står Jan E. Jørgensen frem med en frustration over, at han mener, bondevenstre fylder for meget i den aktuelle debat om blandt andet en CO2-afgift på landbruget.

Effektivt Landbrug og andre medier har blandt andet jævnligt beskrevet, hvordan Venstres markante EU-parlamentariker Asger Christensen flere gange har betegnet det som »tudetosset« og et udtryk for »klimanationalisme«, hvis man vælger at gå dansk enegang med en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. Han mener i stedet, at det eneste rigtige er at løse problematikken på EU-plan.

Men Asger Christensen er ikke den eneste markante landmand i Venstre, der siger noget andet end partiets officielle holdning til en CO2-afgift på landbruget.

Frustreret over landmænd

Flere andre fremtrædende landmænd i Venstres bagland har den seneste tid advaret partiet mod at indføre en CO2-afgift, skriver Berlingske og nævner blandt andet tidligere formænd for Folketinget, Christian Mejdahl og Thor Pedersen, samt Landbrugsrådets tidligere præsident Peter Gæmelke, som Berlingske betegner som »den mangeårige magtfaktor i partiets organisation«.

Og det er noget, som Jan E. Jørgensen ifølge mediet kalder »frustrerende«, og at det har tegnet et »meget ensidigt billede af Venstre som parti«.

Jan E. Jørgensen påpeger blandt andet, at det var helt tilbage i 1984, hvor Uffe Ellemann-Jensen besejrede landmand Ivar Hansen som Venstres formand, at man i Venstre traf »en afgørende beslutning« om, at venstre »ikke kun skulle være et landbrugsparti,«. Derfor siger han til Berlingske, at han er træt af, at debatten om forholdet mellem partiet og landbruget stadig er så intens.

Gamle landmænd fra Jylland

- Det sker igen og igen, at medierne interviewer en landmand, der enten er pensioneret eller er på vej til at blive det, og så virker det, som om det er Venstres bagland. På den måde glemmer man den anden del af Venstre, som jeg vil vove at kalde for fremtiden, siger han til Berlingske.

Jan E. Jørgensen udtaler også til Berlingske, at når man taler om »Produktionsdanmark«, så anser han Novo Nordisk og Carlsberg for at være vigtigere for Danmark end landbruget.

Desuden fastslår han i interviewet, at Venstre bør have en mere offensiv klimaprofil, men han frygter ikke, at det vil betyde, at partiet mister endnu flere stemmer til Støjberg og Danmarksdemokraterne.

Læs mere om CO2-afgift

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en »massiv omlægning« af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også