Til trods for et hårdt år på gårdene: Arla har rekordomsætning

Arla-koncernens samlede omsætning steg sidste år med 5,6 procent til 83 milliarder kroner (11,2 mia. euro). Det er primært drevet af højere salgspriser og en salgsvækst blandt strategiske brands.

- Vores strategiske brands klarede sig usædvanligt godt i 2021, idet forbrugerne på verdensplan fortsat havde stor appetit på vores naturlige og næringsrige mejeriprodukter af høj kvalitet, forklarer Arla Foods' administrerende direktør, Peder Tuborgh. - 2021 var et hårdt år for gårdene, og både vores andelshavere og virksomheden blev påvirket af de fortsatte konsekvenser af pandemien og af hastigt stigende produktionsomkostninger. Derfor er jeg stolt over, at vores virksomhed har været i stand til at levere en Arla-indtjening, der placerer Arla blandt markedslederne i Europa, og som understøtter vores andelshavere, siger Arla Foods' bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard.

Et nyt årsregnskab fra Arla viser, at Arla-indtjeningen – som måler den værdi, Arla skaber pr. kg ejermælk – var på 2,96 kroner i 2021, sammenlignet med 2,72 kroner i 2020.

Det svarer til en stigning på små 10 procent på et år. 

Men faktisk er stigningen endnu bedre, hvis man måler i forhold til indtjeningen i januar 2022. Her lå indtjeningen nemlig på 3,13 kroner pr. kg. ejermælk, lød det med begejstring fra Arla Foods' CEO, Peder Tuborgh under et onlinemøde, hvor resultaterne blev præsenteret. 

I den forbindelse forklarede CEO’en også, at efterbetalingen til mælkeproducenterne nok lander på cirka to tredjedele af årets overskud. Det er omkring 1,5 eurocent pr. kilo mælk – eller hvad der svarer til 11,2 øre pr. kilo. Tallet er ikke endeligt godkendt af bestyrelsen, men bliver det sandsynligvis. Efterbetalingen er forudsat, at virksomheden opnår et årligt nettooverskud på mindst 2,8 procent af omsætningen.

Gennem hele 2021 var Arlas andelshavere fortsat udfordret af stigende omkostninger og yderligere krav til deres gårde, lød det under præsentationen.

Hårdt år for gårdene

- 2021 var et hårdt år for gårdene, og både vores andelshavere og virksomheden blev påvirket af de fortsatte konsekvenser af pandemien og af hastigt stigende produktionsomkostninger. Derfor er jeg stolt over, at vores virksomhed har været i stand til at levere en Arla-indtjening, der placerer Arla blandt markedslederne i Europa, og som understøtter vores andelshavere. Takket være landmændenes, medarbejdernes og ledelsens engagerede indsats er det lykkedes os igen at navigere gennem udfordringerne og opnå en høj værdi for vores mælk, påpegede Arla Foods' bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard.

I 2021 oversteg detailsalget forventningerne. Arla imødekom forbrugernes store efterspørgsel efter mejeriprodukter, og Arlas strategiske brands leverede en volumendrevet salgsvækst på 4,5 procent.

Arla, Castello og Starbucks overgik deres hidtil usete vækst i 2020, mens Lurpak vandt markedsandele i både Danmark og Storbritannien. E-handelsforretningen fik en vækst på 17 procent i onlinekanalerne.

Vækst på fire områder

Arla Europe øgede sin omsætning til 49,3 millioner kroner fra 47,7 millioner kroner i 2020 og fortsatte med at vinde markedsandele på de fleste europæiske markeder. Markedsandelen voksede med 0,3 procent i forhold til sidste år på tværs af kategorier.

Arlas europæiske foodservice-forretning leverede en salgsvækst på 7,8 procent for brandede produkter, da hotel- og restaurationsbranchen genåbnede i mange lande, og Arla International leverede derudover en salgsvækst for brandede produkter på 9,1 procent, blandt andet drevet af højere priser.

Arla International udvidede også sin markedsandel for Puck i Mellemøsten og Nordafrika, hvor det blev det førende brand blandt smøreoste, og for Arla Dano i Bangladesh.

Arla Internationals samlede omsætning steg til 15,6 milliarder kroner mod 14,7 milliarder kroner i 2020. Hos Arla Foods Ingredients (AFI), et 100 procent ejet datterselskab af Arla, øgedes værdien af ingrediensforretningen med 14,5 procent, og selskabet præsterede en omsætningsfremgang til 5,9 milliarder kroner mod 5,3 milliarder kroner i 2020. 

Usikkert globalt marked

Peder Tuborgh fortalte derudover, at 2022 var et stort år målt på det store effektivitetskatalog. Igen til trods for den store usikkerhed, som 2021 bød på.

- Til det skal der lyde en stor tak til alle de ansatte. Vi ved godt, at det på ingen måde har været nemt, men jeg tror, det ender med en succes, sagde han under onlinemødet.

Arlas omkostningsbesparelses- og transformationsprogram, Calcium, blev afsluttet i 2021. Programmet har leveret varige driftseffektiviseringer på tværs af organisationen, blandt andet ved optimering af forsyningskæden og in-sourcing af markedsføringsaktiviteter. Når der ses bort fra inflation, har programmet leveret besparelser på 4,7 milliarder kroner. 

Men besparelserne kom dog under pres i 2021 på grund af den hidtil usete inflation, som har betydet, at Calcium-programmets samlede nettobesparelse blot endte på 2,1 milliarder kroner.

Bæredygtighed og investeringer

I slutningen af året godkendte Science Based Targets-initiativet (SBTi) virksomhedens nye fordoblede mål om at reducere udledningen af drivhusgasser i scope 1 og 2 med 63 procent senest i 2030 som værende i overensstemmelse med kravet om at holde den globale opvarmning på højst 1,5 grader. Det eksisterende mål på 30 procent for scope 3 opfylder fortsat SBTi's kriterier for ambitiøse mål for værdikæden i overensstemmelse med gældende bedste praksis.

Fra 2015 som basisår har Arla reduceret sit klimaaftryk for scope 1 og 2 med 25 procent. Arlas andelshavere er fortsat blandt de mest klimaeffektive mælkeproducenter i verden, idet der gennemsnitligt udledes 1,15 kg CO2e pr. kilo mælk, og scope 3 fastholdes ved 7 procent reduktion.

Arla forventer, at inflationen og usikkerheden fortsat vil påvirke forretningen og andre sektorer et godt stykke ind i 2022. 

- Vi vil sandsynligvis komme til at opleve en nedgang i væksten for vores brandede produkter, indtil markedet stabiliserer sig på et nyt niveau. Som vi har vist i 2020 og 2021, så er vores andelsselskab stærkt funderet, og vi vil fortsætte vores stærke operationelle eksekvering i hele forsyningskæden, så vi kan imødekomme eventuelle nye krav i dette usikre miljø, siger Peder Tuborgh.

Arla planlægger at investere 4,5 milliarder kroner i 2022, primært i strukturelle investeringer såsom en udvidelse af Starbucks' produktionskapacitet på Esbjerg Mejeri, færdiggørelse af pulvertårnet i Pronsfeld i Tyskland og mozzarellaudvidelsen på Branderup Mejeri samt produktionsudvidelser på AFI's produktionsanlæg. Arla har også planer om at investere i yderligere digitaliseringsløsninger i forsyningskæden.

Koncernens omsætning forventes at blive på et sted mellem 87,8-92,3 milliarder kroner i 2022.

Læs også