Formanden for Forsyning Helsingør sætter spørgsmålstegn ved en politianmeldelse fra Miljøstyrelsen for ulovlige overløb ved regnskyl. Landmanden Knud Jeppesen håber derimod, at der nu endelig er kommet hul på bylden efter mange års svigt.
Miljøstyrelsen har politianmeldt Forsyning Helsingør for manglende tilladelser til overløb fra Helsingør Renseanlæg og Nordkysten Renseanlæg til Øresund samt til Knudemosevandløbet i Ålsgårde.
Overløbene sker, når kloaksystemet overbelastes af kraftig regn.
Bestyrelsesformanden for spildevandsselskabet, Jens Bertram, erkender, at selskabet mangler formelle tilladelser, men han sætter spørgsmålstegn ved politianmeldelsen.