Sanering bør overvejes under de lave priser

Spredning af afrikansk svinepest i Europa og mindre eksport til Kina har også påvirket priserne i Danmark. I en ny podcast sætter Seges Innovation fokus på, om sanering kan være med til at forbedre økonomien ude i besætningerne.

Den lave notering sender sorte skyer over den danske griseproduktion. Det kan derfor være værd at overveje, om man selv kan forbedre de lave priser eller sin produktion ved hjælp af andre tiltag.

Det påpeger Seges Innovation i en meddelelse, hvor de samtidig peger på, at der i de seneste år har været mere udbrud af den luftbårne sygdom PRRS-virus, hvorfor det helt aktuelt bør overvejes, om det er nu, at man gennem en sanering skal højne sundheden i ens produktion.

- Man kan forvente nogle bedre salgspriser på grisene efter man har saneret. Udover det har man også oftest bedre afsætningsmuligheder. Det er nemlig nemmere at afsætte grise uden sygdomme, når noteringen er lav. Derudover vil man ofte også se lavere omkostninger til for eksempel medicin. Så det er en blanding af højere indtægter og lavere omkostninger, som vil forbedre ens produktionsøkonomi, siger Sisse Villumsen Schlægelberger, der specialkonsulent i Seges Innovation Erhvervsøkonomi.

Hold omkostningerne nede

For at få de bedste forudsætninger for saneringen anbefaler Sisse Villumsen Schlægelberger, at man med de lave priser, der er i øjeblikket, overvejer en sanering, da de lave priser er med til at holde omkostningerne ved saneringen nede.

- Man har for eksempel et tabt dækningsbidrag, hvis bedriften er tom for grise i en periode, og man har også indkøb af en ny besætning. Den omkostning skal man gerne holde så lav som overhovedet mulig. Derfor er timingen i en sanering rigtig vigtig. Her spiller priserne en vigtig rolle. Det vil have betydning for tilbagebetalingstiden i investeringen. Det er derfor at fortrække, at tilbagebetalingstiden bliver så lav som overhovedet muligt, hvilket den gør med lav notering, lyder hendes vurdering.

PRRS

Ifølge Seges Innovation anslås det, at halvdelen af danske grisebesætninger har PRRS. Sygdommen skyldes et virus, som går på reproduktionsorganerne og lungerne, hvor det, man typisk ser i et sohold, er for tidlige faringer, dødfødte grise, svagtfødte grise, mælkemangel, øget dødelighed i farestalden og øget dødelighed i klimastalden.

Ofte kan man opleve omkring 25-40 procent dødelighed i farestalden i et akut udbrud. I slagtegrisestalden ser man typisk, at der kommer flere luftvejslidelser, når PRRS-virus er i udbrud i det akutte stadie. Derfor er det en sygdom, der koster mange penge.

Virusset er luftbåret, og ifølge Bjørn Lorenzen, chefkonsulent i SPF-Sund i Landbrug & Fødevarer, skal man derfor have gjort sit forarbejde, inden man vælger at sanere mod PRRS.

- Noget af forarbejdet er, at man får overblik over, hvilke grisenaboer der er i området. Det kan man effektivt gøre ved at bestille et GIS-kort (geografisk informationssystem), som man kan købe hos SPF-Sund. Her får man et kort over alle besætninger, som ligger i en radius af 5 km, fortæller han og tilføjer, at har man nabobesætninger, vil det give god mening at lave aftaler med sin nabobesætning, hvis man overvejer at sanere for PRRS.

Podcast sætter fokus på sanering

Kan man med de nuværende lave priser forbedre sin produktion ved at sanere ens besætning? Og hvad skal man overveje, inden man går i gang med en eventuel sanering? Det kan man blandt andet høre mere om i en ny podcast med Sisse Villumsen Schlægelberger, specialkonsulent i Seges Innovation Erhvervsøkonomi.

Find podcasten via svineproduktion.dk.

Kilde: Seges Innovation

Læs mere om Afrikansk svinepest

ASF er en virussygdom med høj dødelighed. Derfor er der stort fokus på effektiv smittebeskyttelse for at undgå et udbrud på dansk jord.

Læs mere her

Læs mere om Danmark saneres for PRRS

En samlet dansk svinebranche er gået sammen om en national plan for at reducere forekomsten af PRRS blandt danske grise. Men hvad er det egentlig, og er det muligt helt at udrydde den smitsomme sygdom?

Læs mere her

Læs også