Sanering for PRRS er en god ide, for det kan sænke forbruget af antibiotika, sænke dødeligheden og samlet set booste bundlinjen, lyder det fra Seges Gris, der anbefaler, at man går sammen med nærliggende svineproducenter om at sanere et område for PRRS.
I Seges Gris har der i nogen tid været ambitioner om en national produktionsplan for PRRS, og ved Seges' Soseminar tidligere på måneden blev der gjort foreløbig status.
- Den gode nyhed er, at der nu er en politisk proces i gang, sagde sektordirektør Christian Fink Hansen, der glæder sig til, at Seges dermed snart kan løfte sløret for hele planen.