Svineproducenterne får en afregning, der er langt efter den genemsnitlige EU-afregning på svin, viser nye tal fra Danish Crown. Situationen er bekymrende, lyder det fra Jais Valeur.
Danish Crown har fortsat en ambition om at være 83 øre pr. kilo svinekød foran gennemsnittet af konkurrenterne. Men virkeligheden kan ikke leve op til ambitionerne. Det viser selskabets egne udregninger ifølge Agriwatch.dk.
For i første halvdel af regnskabsåret 22/23, som blev gjort færdigt i fredags, betalte Danish Crown en svinepris, der var 168 øre under den gennemsnitlige svineafregning i de sammenlignelige selskaber i EU-landene.
Indtjeningsmålene blev i sin tid slået fast for at sikre produktion af slagtesvin i Danmark, i stedet for at svineproducenter sælger smågrise til især Tyskland og Polen. Set i det lys er situationen bekymrende.
Presser DC’s forretningsmodel
Afstanden i afregningerne har især med faldende indtægter fra eksport til især Asien at gøre, fortæller administrerende direktør hos Danish Crown, Jais Valeur.
- Da eksporten til Asien kulminerede, blev 63 procent af vores tonnage sendt ud af Europa. Nu er vi nede omkring 40 procent. Vi har det fint, hvis balancen er 50/50, men vi er Europas største eksportør af grisekød, og vores forretningsmodel kan ikke tåle, at eksportandelen falder helt ned til 40 procent, siger Jais Valeur til Finans.dk.
Flere kroner efter Spanien
Med den lave udbetaling er Danish Crown milevidt fra resultaterne i perioden efteråret 2019 til sommeren 2021, hvor der var godt gang i salget til især Kina.
Hos Landsforeningen Danske Svineproducenter siger formand Jeppe Bloch-Nielsen til Finans.dk:
- Det står mere og mere klart, at den stærke konkurrenceevne i 2019-2021 ikke havde noget med dygtighed at gøre. Det var drevet af rent held, da der opstod et kæmpe hul i markedet efter udbrud af svinepest i Kina. Det kan ikke passe, at svineproducenter i resten af Europa skal have så meget bedre priser end os. Dem, der driver slagteriet, er simpelthen ikke dygtige nok.
Ifølge Danske Svineproducenter bliver danske svineproducenter kun afregnet med 14,18 kr. pr. kg ab gård. Det blegner i sammenliging med både Spanien og Tyskland. Tyske svineproducenter får således 16,96 kr. pr. kg, mens noteringen i Spanien var helt oppe på 19,56 kr. pr. kg i uge 13.