Dansk svinenotering er fortsat nummer sjok i prissammenligning

Trods seks prisstigninger i træk fortsætter den danske notering med en omregnet notering på 15,18 kroner at være på sidstepladsen i den europæiske prissammenligning, som Danske Svineproducenter beretter om i nyhedsbrevet »Rundt i Europa«.

Den spanske notering, der ligger på førstepladsen med en notering på 19,65 kroner, er uændret for femte gang i træk.

- De spanske slagtninger ligger under sidste års niveau, og de spanske slagterier er i hård konkurrence om markedsandele. Ifølge den spanske markedsorganisation Mercolleida vil kampen om slagteklare grise sandsynligvis bliver endnu hårdere i begyndelsen af varmeperioden, hvor slagtesvineudbuddet typisk bliver mindre, skriver Danske Svineproducenter, der har Interessengemeinschaft der Schweinehalter Norddeutschlands (ISN) som kilde.

ISN sporer for første gang i år større grillaktivitet i Tyskland.

De fleste noteringer på det europæiske slagtesvinemarked er stabile i denne slagteuge, fremgår det af nyhedsbrevet.

Den franske notering skiller sig dog ud, idet den fortsætter med at falde med korrigerede 6 eurocent – det vil sige 46 øre. Baggrunden er, at de mange helligdage i maj måned reducerer aktiviteten på slagterierne.

Læs også