Foderhandel: Priserne svinger lystigt

Hvad skal korn og sojaskrå koste, og hvad med mineralerne? Svinerådgiver fra Velas giver her sine anbefalinger i forhold til foderhandlen.

- Afvent årets færdigfoderhandel eller vær opmærksom på, at indbytningsprisen på dit korn er helt skarp. Vi oplever meget store forskelle på både færdigfoderpriser, kornpriser og ikke mindst indtransport- og kornhåndteringsgebyrer.

Sådan lyder opfordringen fra svinerådgiver Bjarke Lassesen i et nyhedsbrev fra Velas den 14. juli.

Trods kæmpe globale lagre af korn og sojaprodukter svinger priserne ifølge rådgiveren, lystigt op og ned – nærmest uden sammenhæng.

- Skal korn koste 135 eller 160 kroner pr. hkg, skal sojaskrå indregnes til 300 eller 360 kroner pr. hkg, og hvad koster mineraler på længere termin?

- Status på foderhandlen er, at der pt. er handlet en del. Her har de fleste dækket sig af til sidst på året. Flere har dækket sig af så langt, som eget korn forventes at række. Få har handlet hele næste fodersæson, men de stigende kornpriser (forhåbentlig kun midlertidigt) gør, at vi ikke anbefaler denne løsning lige nu, lyder det fra Bjarke Lassesen, der fortsætter:

- Prisniveauerne flyder lidt, men vi forventer, at eksempelvis slagtesvinefoder vil lande omkring de 200 kroner pr. hkg.

Læs også