Selvom klimaforandringerne med alle midler skal begrænses, er tilpasningen år for år vigtigt at forfølge, hvis jorden og mulighederne skal udnyttes klimavenligt. Kerne- og kolbemajs bliver en stadig mere dyrkningssikker afgrøde på lune lokaliteter i Danmark.
Skal det være forandringerne i klimaet, et ændret og klimatilpasset sortsudvalg eller god gammeldags maskin- og kapacitetsudnyttelse, der øger udbredelsen af dyrkningen af kerne- og kolbemajs?
Forhold omkring fodring er også særdeles vigtige, uanset om der er tale om mælkeproduktion eller svineproduktion. Dertil en lille snert fortrængning af proteinimport til bedriftens husdyr, idet proteinmængden pr. hektar trods alt er større end i en vårbygmark.
Mens dyrkning af helsædsmajs stort set har fundet sit stade i grovfoderrationen, går det langsommere med kerne- og kolbemajs, hvor mulighederne trods alt har været testet de seneste 50 år.
Mælkeproducenter bør dyrke flere kolbemajs
Sol og varme
De seneste to år i træk har majsvarmeenhederne været med majsdyrkerne, om end 2021 gav en noget nervepirrende start. Af tabellen over majsvarmeenheder i 2021 kan man se, at såning to til fire uger senere end det, man anser for normal, kun gav minimale udslag for det, der afgør høsttidspunktet.
Generelt betyder solindstrålingen en del for den oprindeligt subtropiske plante, hvorfor solrige kystegne naturligvis rummer de bedste forhold.
Ifølge dyrkningsvejledningen for kerne- og kolbemajs fra Seges, der fører gennembearbejdede statistikker for majsvarmeenheder i alle landets egne frem til 2010, viser en risiko for manglende varmeenheder generelt er større end det modsatte. De seneste 10 år har angiveligt ændret på dette.
Ti år i Danmarks retning
Hos Limagrain, der er Skandinaviens største leverandør af majsudsæd, er produktchef for majs og roer, Mia Elgaard, klar i mælet.
- Der er sket en masse med majsforædlingen de seneste ti år, og vi har i dag flere tidlige sorter, der med stor sikkerhed når frem til den rette modenhed her i Danmark og kan plukkes som kolbemajs eller tærskes som kernemajs i oktober måned.
Mia Elgaard mener, det i dag er blevet langt mere trygt at satse på kolbe- kernemajs.
- Det skyldes 100 procent sortsvalget, og det er her, strategien skal fastlægges, siger hun og påpeger, at der sagtens kan være kvægfolk, der garderer sig ved at anvende en såkaldt »buffersort«, det vil sige en sort, der kan anvendes til såvel kolbe- kerne- som helsædsmajs.
Majs er godt for klimaet – men høje udbytter endnu bedre
Gode værktøjer
Udgangspunktet skal dog være, at man træffer et valg, når man bestiller sine sorter.
- Vil du i gang med kernemajs, så vælg en tidlig sort med et højt stivelsesudbytte og vigtigst af alt, en god standfasthed. Hvis majsen vælter i løbet af efteråret, kan det være lige meget med at jagte det høje udbytte. Vælg for en sikkerheds skyld også en sort, der ligger godt med hensyn til FK-NDF, da det er en fordel med høj fordøjelighed af restplanten, hvis situationen undtagelsesvis betyder, at marken skal tages som helsæd, siger Mia Elgaard.
Når den tidlige og ideelle majssort til den pågældende lokalitet er bestemt, og sæsonen har udviklet sig som den nu har, skal der i september måned før høsttid vurderes på hver enkelt mark – eventuelt med støtte fra en erfaren konsulent.
- Vi har i dag gode værktøjer til at bestemme plantens udvikling. Dels kender vi lokalitetens majsvarmeenheder, og ved at tage ud i marken og vurdere tørstofprocenten, kan det i hver enkelt mark vurderes, om sorten kommer til at nå den ønskede tørstofprocent på cirka 55 procent til kolbemajs og 60-65 procent i kernemajs.
Stor sikkerhed
Nu er det jo i Danmark og det handler om landbrug, så meget kan ske.
- Normalt foregår tærskning af kolbe- kernemajs tre til fire uger senere end det tidspunkt, hvor man snitter sin majshelsæd. Jeg vil anbefale, at man går målrettet efter at kunne tærske majsen i oktober, men hvis sæsonen viser sig fra at være for kold og våd til kolbe- og kernemajs, kan majsen i stedet snittes som helsæd.
- Med de sorter vi har i dag, vil man på næsten alle lokaliteter kunne nå i mål, fastslår Mie Elgaard.
Forlænger sæsonen
For maskinstationer og ejendomme med egne maskiner til henholdsvis såning og høst af kornafgrøder, rummer kernemajsen oplagte muligheder for at udvide sæsonen for især mejetærskeren.
Anbefalingen er dog, at der for større arealers vedkommende anskaffes et plukkebord til mejetærskeren, således at stænglerne ikke skal tage turen gennem maskinen. Dels for at undgå enormt store materialemængder gennem maskinen og dels fordi der forekommer for stort spild af kolber, der kan falde af, før de når ind over skærebordet.
Nedtørring af moden majs er i dag stort set ophørt. Formentlig på grund af energiforbruget ved nedtørring af majs fra de typiske 40 til 50 procents vandindhold ved høst.
Majsdyrkning kan optimeres ved en tur i stubmarken
Ensilering
For både kernemajs og kolbemajs gælder, at det til såvel svinefoder som kvægfoder skal ensileres. Straks efter, den nytærskede majs kommer hjem med kornvognen fra marken, skal den valses, så alle kerner knuses.
Ifølge Seges er det sjældent nødvendigt at tilsætte ensileringsmiddel eller propionsyre, men der skal udvises omhyggelighed og høj foderhygiejne ved ensileringen, hvad enten det foregår i siloposer, gastæt silo med topudtag eller i køresilo.
Udbytterne i kernemajs har i 2021 svinget omkring 10-12 tons pr. hektar og dermed tæt på et normalt år for afgrøden trods den forsinkede start på vækstsæsonen.