Onlinesupermarkedet fordobler sit julesalg

Udbringningsservicen og onlinesupermarkedsvirksomheden Nemlig.com forbereder sin på den største og mest indbringende jul til dato med rekordmange kunder og ordrer. Virksomheden forventer dobbelt så stort salg som sidste år.

Nu går 2020 snart på hæld, og Covid-19-årets påvirkning mærkes stadig rigtig mange steder, særligt i detailhandlen. Men ikke alle er lige dårligt stillet i denne ligning. Som ordsproget siger: den enes død er den andens brød. 

I år vælger mange danskere nemlig at lægge de klassiske madvarer til julen i kurven på nettet. Det mærkes tydeligt hos Nemlig.com, der melder om rekordmange ordrer op til jul.

- Denne jul kommer vi til at levere rekordmange julevarer til danskerne. I år falder julen i en arbejdsuge, og med den delvise nedlukning af Danmark ser vi ganske enkelt flere danskere, der vælger at handle julevarer på nettet i år, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Nemlig.com i en pressemeddelelse.

Nu en uge før festlighederne er ordrerne til juledagene begyndt at tikke ind. Derfor opfordrer Mikkel Pilemand også sine kunder i år til at være ekstra opmærksomme på at lægge deres ordrer i god tid frem til jul.

- Vi ser allerede et betydeligt antal kunder, der nu lægger ordrer til dagene 21.-24. december – faktisk kan vi allerede nu se, at halvdelen af vores estimerede ordrer på de travleste juledage er blevet reserveret. Heldigvis har vi i takt med den stigende efterspørgsel øget vores ordrekapacitet betragteligt i forhold til sidste år. Vi leverer blandt andet nu også om natten. Dermed kan vi imødekomme den store efterspørgsel på julemiddagen, siger han.

Hos Nemlig.com begyndte julesalget allerede i uge 46 og det er den klare forventning, at det fortsætter ind i juledagene, da onlinesupermarkedet også leverer 24., 25. og 26. december.

Coronapåvirket nethandel

Julehandlen på nettet går ikke fri for forbrugernes opmærksomhed på Covid-19. Flere familier i år skal fejre jul på anden måde end de plejer, og det afspejler salget af dagligvarer.

Mundbind, håndsæbe og håndsprit er fortsat i høj kurs, når danskerne skal nyde juletiden på sikker vis. Frem mod december har Nemlig.com solgt cirka 2,5 millioner mundbind, ligesom salget indenfor personlig pleje, der blandt andet dækker håndsæbe og håndsprit, er vokset 2,5 gange mere end sidste år.

Flere danskere har dog også taget de skrappe midler i brug i forhold til rengøring i hjemmet op til julehyggen, da salget af rengøringsmidler har nået et nyt niveau. Her er salget steget mere end 440 procent sammenlignet med sidste år.

Men under hjemsendelse og nedlukning, er der også blevet mere tid til familiehygge. Det kan blandt andet ses på salget af julepynt, hvor salget er steget betydeligt. Ligeledes er salget indenfor julebagning steget til over det tredobbelte niveau sammenlignet med sidste år.

- I år er det tydeligt, at flere danskere skal stå for julehyggen og den traditionsrige middag selv. Allerede nu har vi solgt det samme antal ænder, som vi gjorde hele sidste år. Vi forventer at sælge over dobbelt så mange ænder i år, hvilket viser at der skal laves flere julemiddage og at flere danskere har tillid til at købe anden online til et af årets vigtigste middage, siger Mikkel Pilemand.

Den tillid ses også hos Dansk Erhverv. Her topper digitale dagligvarebutikker i placeringen over kundernes mest anbefalede indkøb på nettet i november. Dagligvarer på nettet stod for 8 procent af alle handler i november - en kraftig stigning fra 2019, hvor tallet var 5 procent. 

De nuværende restriktioner for detailhandlen vil gælde indtil 3. januar, såfremt de ikke forlænges.

Læs også