Slagteriarbejdere har fået anmeldt Covid-19 som en arbejdsskade

Efter det store smitteudbrud på Danish Crown-slagteriet i Ringsted, har 103 af medarbejderne nu fået anmeldt deres sygdom som en arbejdsskade.

2020 har for alle i det danske erhvervsliv været en underlig størrelse. Flere har arbejdet hjemmefra og sundhed og hygiejne på arbejdspladserne har været i højsædet. 

Men kan man som melde sygeforløb med Covid-19 som en arbejdsskade, hvis man er blevet smittet på arbejdspladsen? Det er imidlertid hvad der sker hos Danish Crowns slagteri i Ringsted, der i sommer var ramt af et stort udbrud af Covid-19, hvor165 slagteriarbejdere blev smittet. 

Nu har 103 af de dengang smittede med hjælp fra Fødevareforbundet NNF fået anmeldt deres sygdomsforløb som en arbejdsskade. Det melder Fødevareforbundet NNF på sin hjemmeside.

- Der er en klar indikation af, at medlemmerne er blevet smittet med COVID-19, mens de har passet deres arbejde på Danish Crowns slagteri. Derfor skal det anmeldes som en arbejdsskade, siger Per Hansen, der er forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF og fortsætter:

- Ingen af os ved særlig meget om følgevirkningerne på sigt. Men man mister nogle rettigheder, hvis man ikke får anmeldt skaden inden for et år, og derfor er det utrolig vigtigt, at så mange som muligt får anmeldt deres sag til AES, så de kan hentes frem igen. 

Eftersøgning af smittede

Det var ikke muligt at få oplyst, hvem af de cirka 900 ansatte på slagteriet i Ringsted, som havde været smittet med Covid-19 i sommer. Derfor gik et større eftersøgningsarbejde i at finde de berørte medlemmer.

- Vi vidste, at der var rigtig mange smittede medlemmer, og så opgaven var at finde ud af, hvordan vi fik fat på dem, fortæller Ghita Christiansen, der er konsulent i Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF og har været tovholder på opsporingen af de smittede medlemmer.

Hun kontaktede først de tillidsvalgte hos Danish Crown i Ringsted, der hjalp hende med at dele en flyer ud til kollegaerne. Heri blev de opfordret til at kontakte Ghita Christiansen, hvis de havde været smittet med Covid-19 i sommers. 

Usikkerhed om godkendelse

I løbet af fire måneder har Fødevareforbundet NNF holdt 11 møder og hjulpet de 103 medlemmer med at få anmeldt deres sag.

På nuværende tidspunkt kan Ghita Christiansen imidlertid ikke forsikre de pågældende arbejdere, at deres sag kan godkendes.

- Mange af vores medlemmer har følgevirkninger efter Covid-19, selv om der er gået flere måneder. Nogle er hårdt ramt, og enkelte er stadig sygemeldt, siger hun og fortsætter:

- Mine kollegaer og jeg har fortalt dem, at vi ikke ved, om AES vil anerkende deres sag som en arbejdsskade. Men vi ved heller ikke, hvordan senfølgerne bliver på sigt, og derfor er vores arbejde med at få sagerne anmeldt så vigtigt.

Fra Fødevareforbundet NNFs side håber man, at resten af de smittede medlemmer også vil kontakte, så de kan få deres sag anmeldt.

Læs også