Falder med 20 øre: Tican er fortsat foran på noteringen

Selvom Danish Crown holder sin svinenotering for den kommende uge og konkurrenten Tican Fresh Meat ser sin notering falde med 20 øre, er det sydjyske selskabs notering stadig 50 øre foran konkurrenten.

11,40 og uændret.

Det var kortfattet meldingen fra Danish Crown om næste uges svinenotering, hvor særligt de sydeuropæiske ferieuger først starter nu, holder hjulene i gang.

Hos konkurrenten Tican, der for nyligt lå en hel krone foran Danish Crown, har man måtte se forspringet svinde ind.

Med den seneste melding om notering fra Tican Fresh Meat ligger den for svin på 11,90 kroner, hvilket er 20 øres nedgang. På so-noteringen står den imidlertid stille på 8,90 kroner.

Europæisk forsigtighed og øget kapacitet

I Ticans markedsberetning slår man fast, at efterspørgslen på det europæiske marked fortsat er behersket og der handles med korte tidshorisonter. Det skyldes, at indkøberne sidder afventende i håb om at opsnappe gode »sidste minuts tilbud« fra slagterierne på ferske varer, da slagterierne som oftest ikke ønsker at fryse varerne ind.

- Priserne på skinker med ben er under pres, mens forender handles til uforandrede priser grundet den gode efterspørgsel på nakker for de kommende uger, skriver Tican i beretningen, men slår fast, at salget uden for EU fortsat sker til stabile priser.
Imidlertid har Tican med den øgede kapacitet i Thisted reduceret i antallet af udsatte grise svarende til ca. en dag.

Dermed er slagteriet nede på 3 dages udsættelse, hvilket betyder en forskydning i afhentningstidspunktet på 4-8 dage.


Læs også