Trods ASF: EU leverede markant flere landbrugs- og fødevareprodukter til Kina i 2020

Selvom især Tyskland har døjet med kampen mod afrikansk svinepest i den sidste halvdel af 2020, steg især leveringerne af svinekød fra EU til Kina. I modsætning stod eksporten til USA stille.

Kigger vi tilbage på sidste år, 2020, er det nok et år, de fleste gerne vil forsøge at glemme. Men måske var sidste år ikke så slemt et år på samtlige parametre.

Ifølge en rapport fra Europa-Kommissionen eksporterede EU-lande flere landbrugsprodukter og fødevarer til Kina i perioden januar til oktober 2020. Værdistigningen i forhold til året før er 27 procent.

Yderligere har især svinekødsleverancer fra EU til Kina boomet på trods af afrikansk svinepest. EU-Kommissionen rapporterer om en stigning i eksporten på 2,5 milliarder euro (15,36 milliarder kroner) eller 120 procent sammenlignet med de første ti måneder af 2019 inden for EU-svinekødsleverancer til Kina.

På verdensplan vurderer man ud fra rapporten, at EU har solgt 36 procent mere svinekød målt i værdi end året før. Ikke kun i Kina, men også i Algeriet (20 procent) og Marokko (27 procent) var EU i stand til at sælge betydeligt flere landbrugs- fødevareprodukter. I Algeriet skyldes stigningen hovedsageligt EU-hvedeleverancer. Også EU-mejerierne havde stor succes i Marokko og Algeriet.

I modsætning til den store fremgang blev der trådt på bremsen i forhold til eksporten til USA i 2020. Amerikanerne købte mindre spiritus (-17 procent) og mindre vin (-14 procent). Landbrugseksporten til Singapore, Hongkong og Japan faldt også sammenlignet med året før.

Der var også et globalt fald i importen af oksekød fra EU i 2020. Oksekødsimporten faldt med 20 procent sammenlignet med året før, samtidig med at importen af foderkorn faldt med 29 procent.

Læs også