Kornets Hus fik mere end 21.000 gæster i 2022: - Mere end vi havde turdet håbe på

Kornets Hus, der åbnede i 2021, har mod forventning haft et stigende antal besøgende i det forgange år.

Vendsyssel er for tiden forvandlet til de 1.000 søers land, og som en ø midt i de omkringliggende markers store regnvandsbassiner står Kornets Hus, der åbnede i foråret 2021.

Indenfor er der munter stemning, for her ser man med tilfredshed tilbage på et travlt og begivenhedsrigt 2022.

- Det var med en vis spænding, at vi gik ind i 2022. Vores åbning i 2021 gik over al forventning, men et projekt som dette nyder uden tvivl nyhedens interesse, så vi havde kalkuleret med en lille tilbagegang i antallet i besøgende i 2022, udtaler centerleder Johannes Haandsbæk Vestergaard og fortsætter:

- Men vi har faktisk haft et stigende antal besøgende i det forgange år. Mere end 21.000 gæster lagde vejen forbi. Det er mere, end vi havde turdet håbe på, og vi er enormt taknemmelige over, at både turister og lokale stadig har lyst til at komme på besøg.

Formidler historie og kultur

Kornets Hus arbejder med formidling af kornets historie, madkultur og landbrugstraditioner gennem et bredt spænd af aktiviteter, som henvender sig til både private og professionelle.

Særligt husets bagekurser og workshops har der været stor interesse for, og knapt 3.500 gæster har fundet vej til Kornets Hus’ store bageri, hvor de har deltaget i et af husets mange kurser med fokus på alt fra surdejsbrød og rugbrødsbagning til pizzaworkshops og kagedyst for hele familien.

Bålbrød og inspirationsaftener

I 2023 er der flere nye initiativer på vej i Kornets Hus. Blandt andet kan man til sommer glæde sig til en nyanlagt aktivitetsplads i den store kornhave, der omgiver huset. Aktivitetspladsen bygges op omkring en række bålpladser og et stort udekøkken, så man i bedste »Nak og Æd«-stil kan være med til at lave bålbrød, jordovne og andre spændende udendørs bageaktiviteter.

Lige før jul fik medarbejderne i Kornets Hus desuden den positive nyhed, at en stor ansøgning til Fonden for Økologisk Landbrug var gået igennem. I dette projekt skal man blandt andet undersøge, hvordan kornet bliver en del af en vegetarisk og sund hverdagskost. Konkret betyder det, at Kornets Hus i løbet af 2023 vil afholde en række grønne inspirationsaftener, hvor borgere fra hele Nordjylland kan deltage og få ny viden og smag for det grønne køkken.

- Vi ser frem mod et spændende år i Kornets Hus. Det er en vigtig del af Kornets Hus, at vi skal arbejde dynamisk og udvikle os, så vi hvert år kan præsentere nye spændende oplevelser for vores gæster. Det er kun muligt, fordi vi oplever så stor opbakning til vores arbejde – både fra lokale borgere, turister, virksomheder og fonde – og det er vi rigtig glade for, siger Johannes Haandsbæk Vestergaard.

Læs også