Kalvens potentiale skal udnyttes

Der skal fokus på at udnytte kviekalvens fulde potentiale. Derfor får kalven sin egen dag »Kalvens Dag« – det sker mandag den 22. november i MCH Kongrescenter Herning.

Kviekalvene er morgendagens forretningsgrundlag. Og potentialet i at få dem bedst muligt fra start er stort, skriver Seges på Landbrugsinfo.

Det er baggrunden for, at Seges Husdyrinnovation og L&F, Kvæg nu introducerer en temadag, kaldet Kalvens Dag, der fokuserer på at optimere fodring og pasningsrutiner, så kalven holder sig rask og trives godt. Det vil sikre, at kalvens potentiale udnyttes.

- En god start til kalven giver sundere, stærkere og mere produktive dyr. Men det kræver godt håndværk og gode rutiner at sende kalvene godt fra start. Derfor laver vi Kalvens Dag i Herning, hvor der bliver fokus på de vigtigste ting, I kan tage med hjem på staldgangen, så både sundhed og økonomi kan blive bedre, lyder det fra Christian Lund, formand for L&F, Kvæg.

Løfter kalvemanagement til det næste niveau

Bag programmet for Kalvens Dag står specialkonsulent Henrik Læssøe Martin og chefkonsulent Mogens Vestergaard, Seges Husdyrinnovation. De har begge arbejdet med optimering af fodring og sundhed på kalveområdet i mange år, og det har ligget dem meget på sinde at sammensætte et program, der går et spadestik dybere.

- Vi har bestræbt os på at løfte kalveområdet til det næste niveau. På Kalvens Dag tager vi fat i, hvordan den dygtige landmand kan give sine kalve endnu bedre forhold og dermed udnytte deres fulde potentiale, forklarer Henrik Læssøe Martin.

- Vi får førende eksperter, både nationale og internationale, til at præsentere de nyeste forskningsresultater inden for kalveområdet – endda forskning, de stadig er i gang med. Samtidig har vi et stærkt fokus på, at indlæggene skal være praksisnære, så den nye viden kan bruges til noget, uddyber Mogens Vestergaard og fortsætter:

- Vi skal høre om teorien bag, så det giver mening, hvorfor vi skal gøre, som vi skal, hjemme i kalvestalden, og vi har også dygtige landmænd på podiet.

Læs mere om Kalvens Dag på Seges’ hjemmeside.

Læs også