Undgå unormal sutteadfærd hos kalvene

Seges har udarbejdet en række anbefalinger for, hvordan suttebehovet hos kalve kan opfyldes, og dermed mindske risikoen for unormal sutteadfærd.

Kalve har et naturligt behov for at sutte i forbindelse med, at de drikker mælk. Opfyldes behovet ikke, er der risiko for, at de begynder at sutte på andre kalve eller inventar. Det påpeger Seges på Landbrugsinfo.dk.

Her giver de samtidig en række anbefalinger for, hvordan suttebehovet kan opfyldes, og dermed mindske risikoen for unormal sutteadfærd.

Seges oplyser, at kalves suttebehov kan opfyldes ved brug af pattespand, pattebar eller mælkeautomat; ved brug af narresut, der er placeret tæt på mælkeskålen/mælketruget eller ved løst liggende flydende narresut i drikkeskålen/truget. 

Ved brug af pattespand eller pattebar skal der være mindst en pat pr. kalv. Ved brug af narresut skal der også være mindst én pr. kalv, og de skal være tilgængelige i mindst 20 minutter efter mælketildelingen.

Derudover påpeges det, at kalve på over to uger altid skal have adgang til frisk vand. Derudover slås det fast, at kalve ikke må sondefodres, medmindre det er påkrævet for at behandle kalven mod sygdom.

 

Læs også