Stor opbakning til fremtidens kalve på Kalvens Dag

En udsolgt Kalvens Dag satte fokus på det store potentiale i at optimere kalvemanagement på bedrifterne. Et fokus der ifølge arrangørerne er kommet for at blive.

Interessen for at optimere kalvepasningen er massiv. Det kunne arrangørerne af Kalvens Dag uden tvivl konstatere efter et fuldstændig udsolgt arrangement med 416 spørgelystne deltagere. Og det tænder håb hos formand for L&F Kvæg, Christian Lund.

- Det er fuldstændig fantastisk at se så mange unge mennesker med gnist i øjnene samlet for at blive klogere på kalve. Det viser, at de er helt klar til erfaringsudveksling, og jeg tror, det er det, der skal til, for at vi kommer kalvedødeligheden og antibiotikaforbruget til livs, fortæller formanden til KvægNyt.

Kick-off for fokus på kalve

Flere end dobbelt så mange som forventet var med på Kalvens Dag, og Seges måtte i sidste øjeblik skaffe ekstra pladser for at imødekomme den store efterspørgsel.

Det tager afdelingschef i Seges husdyrinnovation, Trine Barrett som et tegn på, at det nu er kalvenes tur til at komme i fokus, og at landets kvægbrugere ser et stort potentiale i at optimere kalvemanagement på bedrifterne.

- Jeg tror på, at Kalvens Dag er det kick-off til fokus på kalve, som vi måske har manglet en lille smule, men som området fortjener. Og Seges vil helt sikkert arbejde på at holde gryden i kog. Det tyder jo på, at der er en stor interesse for kalvene, siger Trine Barrett.

Samtidig glæder hun sig over, at både besætningsejere, driftsledere og ansatte var at finde på stolerækkerne i den tætpakkede kongressal i MCH Herning Kongrescenter.

- Det var virkelig skønt at se, at der kom så mange i samlet flok fra hver bedrift. Hvis den nye viden skal implementeres på bedrifterne, kræver det jo fællesskab og fælles fokus, og det ser det ud til, at der er, lyder det fra Trine Barrett.

Læs også