Statens Serum Institut er klar til at give fødevareminister Rasmus Prehn (S) en mundtlig risikovurdering for coronamutationer og smittespredning via mink, med henblik på fremtiden for minkavl i Danmark.
Det haster med at få en afklaring på, om de minkavlere, der ønsker at genoptage avlen, får lov til at starte produktionen, når det midlertidige forbud mod minkavl udløber ved årsskiftet.
Til det brug skal der laves en risikovurdering, der tager højde for risikoen for blandt andet mutationer og smittespredning fra mink til mennesker, hvilket der sidst blev gjort i juli måned, hvor Statens Serum Institut slog fast, at der er en risiko for øget smittespredning fra mink til mennesker.
Men selv om fødevareministeren har sagt til DR P4, at der er bestilt en ny risikovurdering, er det ikke sket, hvilket Statens Serum Institut oplyste til Effektivt Landbrug tidligere denne uge. Og det har fødevareministeren svært ved at forstå, siger han i et interview med DR Nyheder.
- Fra det sekund, hvor jeg får spørgsmål fra politiske partier, om de kan få en opdateret risikovurdering fra SSI i forhold til coronafaren ved mink, har jeg bedt om at få det. Det er det, jeg har foretaget mig, og hvad der er sket i mellemtiden, kan jeg af gode grunde ikke forklare. siger Rasmus Prehn (S).
Udløser kritik
Den manglende vurdering kritiseres fra begge sider af Folketinget. Venstres minkordfører. Thomas Danielsen, er ikke imponeret over ministeren.
- Han giver klart udtryk for, at han har bestilt en ny redegørelse fra SSI, som skal give en hurtig afklaring. Så viser det sig, at det er ministeren selv, der forhaler det. Det er direkte løgn, det han har givet udtryk for, siger Venstres minkordfører, Thomas Danielsen til DR.
Statens Serum Institut har nu meddelt DR, at der er en mundtlig risikovurdering på vej, hvilket Rasmus Prehn hilser velkomment. Han beklager samtidig overfor DR, at det ikke er sket hurtigere.
I sidste uge lød det fra Rasmus Prehn, at man skal tage hensyn til folkesundheden, hvis man skal tillade minkavl i Danmark igen.
- Jeg har haft drøftelser med flere partier om hold af mink og sundhedsrisikoen på baggrund af risikovurderingen fra SSI. Partierne har rejst en række gode og relevante spørgsmål, som myndighederne er i færd med at afdække, før vi kan komme videre med en beslutning.
Udmeldingen fra fødevareministeren kom i et skriftligt svar til MF Per Larsen, der havde spurgt, hvornår der ville komme en endelig stillingtagen til, om forbuddet mod minkhold i Danmark skulle ophæves til årsskiftet.
Risikovurdering en svær øvelse
Det er uvist, om en sådan mundtlig opdatering vil være i stand til at komme med afgørende nyt i sagen. For det er en vanskelig øvelse at vurdere, fremgår det af et skriftligt svar fra SSI.
Uvis fremtid truer minkerhvervet
- Der savnes erfaring med, hvorvidt immunitet, for eksempel fra vaccinebeskyttelse, vil være effektiv ved eksponering fra en smittet minkbesætning, som typisk vil bestå af mange samtidigt smittede individer, hvortil de eksponerede personer har daglig kontakt, skriver SSI og fortsætter:
- Den kommende vinter ventes at give et betydeligt klarere billede af de i Danmark anvendte mRNA vacciners robusthed over for nye virusvarianter og i øvrigt beskyttelse mod asymptomatisk smitte.
SSI tilføjer, at udbredt vaccination af befolkningen vil ikke forhindre smittespredning blandt mink, som vi så det i 2020, og dermed risiko for udvikling virus-mutationer, der kan nedsætte vaccinationernes effektivitet, som vi ser det med blandt andet Delta-varianten