Minksagen trak igen overskrifter i september og oktober med forlængelse af minkforbuddet fra Christiansborg, hvor man dog også fik en bred klimaaftale på plads for landbruget.
Det var fortsat for farligt at drive minkavl i Danmark på grund af faren for Covid-19, mente Statens Serum Institut (SSI, red.), og det fik et flertal i Folketinget til at forlænge forbuddet mod minkavl til også at omfatte 2022.
Beslutningen blev taget på baggrund af den risikovurdering, som SSI allerede havde lavet i sommerens løb, og betød, at dvaleordningen blev forlænget til også at dække 2022.