Professor Jørgen E. Olesen ved Aarhus Universitet mener, at Innovationscenter for Økologisk Landbrug fordrejer konklusionen, når det peger på, at Danmark kan spare CO2 ved at fordoble det økologiske areal. Ifølge professoren er hverken det økologiske eller det konventionelle landbrug en del af klimaløsningen.
Jørgen E. Olesen, professor i landbrug og klimaændringer ved Aarhus Universitet og institutleder for Institut for Agroøkologi, er kritisk overfor den måde, som Innovationscenter for Økologisk Landbrug bruger tallene på, når de skriver, at Danmark kan spare 500.000 ton CO2-ækvivalenter ved en fordobling af det økologiske areal.
Han mener, at der er tale om en fordrejning af konklusionen.