Både Dyrenes Beskyttelse og Landsforeningen Danske Mælkeproducenter er mere end skeptiske overfor regeringens forslag om at give tilskud til brugen af Bovaer.
I sidste uge kom det frem, at klimaminister Lars Aagaard (M) vil oprette en tilskudsordning til kvægavlere og mælkeproducenter, der vil bruge Bovaer, for på den måde at nå klimamålene for 2025.
Bovaer-tilskud kan blive del af klimaplan
Ifølge Altinget går regeringen efter en aftale med Liberal Alliance, de Radikale, SF og Konservative. Til gengæld har venstrefløjspartiet Enhedslisten kritiseret forslaget, men partiet er ikke ene om sin skepsis.
Således mener Dyrenes Beskyttelse, at stoffets virkning på dyrene ikke er ordentligt undersøgt, siger direktør Britta Riis.
- Konsekvenserne for køerne ved fodring med stoffer som Bovaer er ikke tilstrækkeligt belyst. Samtidig har Bovaer i flere studier nedsat foderoptaget, hvilket kan tyde på, at køerne oplever ubehag. Vi skal derfor have en undersøgelse af dyrevelfærden ved fodring med stoffet, før vi presser det ned i halsen på køerne for klimaets skyld, siger Britta Riis.
Kan gå ud over køer på græs
Hun peger på, at det i landbrugsaftalen fra 2021 fremgår, at udledningen fra husdyrenes fordøjelse og gødningshåndtering skal reduceres, samtidig med at dyrenes velfærd ikke må forringes.
Derudover man hos Dyrenes Beskyttelse også bekymret for, at statsstøtten til udbredelsen af Bovaer i dansk landbrug kan have andre uønskede konsekvenser for dyrene. Indtil videre er foderadditivet kun godkendt til brug i fuldfoderblandinger til køer i stalden, hvilket kan være dårlige nyheder for køer på græs.
- På kort sigt kan Bovaer komme til at hindre en større andel af malkekøerne i at komme på græs. Derved går køerne glip af betydelige velfærds- og sundhedsfordele. Det er ekstra ærgerligt, da græsning faktisk også kan reducere metanudslippet fra køerne helt naturligt, siger Britta Riis i en pressemeddelelse.
Kræver gratis Bovaer
Og hos Landsforeningen Danske Mælkeproducenter er der modstand mod forslaget, fremgår det af foreningens ugebrev. For hvis kvægsektoren skal levere mere end først aftalt på klimaområdet, for eksempel ved brug af Bovaer, skal landmændene kompenseres fuldt ud, mener man hos foreningen.
- Hvis Folketinget vil indregne effekten af Bovaer, må det ske mod fuld kompensation, altså gratis Bovaer til kvægbruget, skriver formand Kjartan Poulsen i nyhedsbrevet og fortsætter:
- Mælkeproducenterne har allerede effektiviseret og tilpasset i en grad, så der nu er 30.000 færre køer i Danmark end forudset, og LDM's forudsigelse peger på, at mælkeproduktionen når i mål med Landbrugsaftalens pålagte reduktioner fra køernes fordøjelsesprocesser måske med en begrænset indsats af Bovaer, lyder det fra LDM-formanden.
Klimaministeren vil efter planen gå efter at få en aftale på området på plads senere i november måned.