Giv mere end en ged: Flere grønne gaver under juletræet

I år køber danskerne velgørende klimagaver til verdens fattigste som aldrig før. En udvikling som i den grad glæder Folkekirkens Nødhjælp.

Det er ikke længere kun geder, kyllinger og skolebænke, der hitter under juletræet. Folkekirkens Nødhjælp har de seneste år oplevet en massiv stigning i interessen for klimagaver til nogle af verdens fattigste folk.

I år forventer organisationen, at antallet af klimagaver som træer, solcellelamper, klimafrø og køkkenhaver vil stige med 30-40 procent. Den store optimisme kommer også efter at en af de bedst-sælgende klimagaver, ‘Giv et træ’, næsten er syvdoblet i salget fra 2016 til 2019.

Denne udvikling glæder generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen. Hun kan i den grad mærke, at den generelle dansker er blevet mere klima bevidst og tænker mere bæredygtigt.

- I Folkekirkens Nødhjælp er vi meget glade for, at danskerne bakker op om vores klimagaver og dermed hjælper verdens fattigste, der er hårdt ramt af klimaforandringerne. Nu mærker vi for alvor, at danskerne er blevet mere klimabevidste i deres forbrug – også når det gælder indkøb af julegaver, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi mærker også en stigende interesse for vores Wefood- og genbrugsbutikker, der har genbrug og overskudsvarer på hylderne, og dermed også bidrager til en mere bæredygtig levevis.

Den stigende interesse for en mere grøn dagsorden ligger godt i tråd med det arbejde, Folkekirkens Nødhjælp udfører på verdensplan. 35 procent af organisationens nødhjælps- og udviklingsarbejde er i dag klimarelateret.

- Mange lande mærker klimaforandringerne og de udfordringer, som et ændret klima medfører. Derfor har vi de seneste år haft stor fokus på klimatilpasning i vores arbejde for at styrke verdens fattigste og de mange udfordringer, de står overfor. Det handler om hjælp til klimaresistente afgrøder, plantning af træer og forebyggelse af katastrofer, fortæller Birgit Qvist-Sørensen.

En mere givende ged

I mere end 14 år har organisationens”Giv en ged”-kampagne været utrolig populær blandt danskerne. Og selvom organisationen nu har større fokus på klimagaver, er den mest populære gave i kataloget – nemlig geden – også blevet mere klimavenlig med tiden.

- Lige siden vi lancerede ’Giv en ged’ tilbage i 2006, har vi – takket været danskernes store opbakning – hjulpet hundredvis af familier ud af ekstrem fattigdom. Geden er nemlig ikke kun et skægt indslag i vores kampagnearbejde, den er også vigtig hjælp til selvhjælp. Derfor arbejder vi løbende på at sikre, at projekterne er så grønne og bæredygtige som muligt, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Det gør Folkekirkens Nødhjælp blandt andet ved at oplære familierne i gedehold og sikre, at gederne bliver fodret, inden de bliver lukket ud af deres indhegning om morgenen. På den måde skaber de ikke ørkenspredning og ødelægger ikke naturen. Gedemøget samles op og bruges som effektiv gødning i køkkenhaverne, og i lande som Malawi bruges særlige gederacer, som udleder færre metangasser end almindelige geder.

Læs også