Sammen om skov: Coop gør det muligt for danskerne at plante skov

Coop har netop stablet Coop Folkeskove A/S på benene. Det nye underselskabs målsætning er at skabe 1000 hektarer ny skov til en pris på 160 millioner kroner.

Sammen med danskerne gør Coop det nu muligt direkte at bidrage til at skabe folkeskove og mere natur i hele Danmark.

Over de næste 10 år er virksomhedens mål at plante 1000 hektarer ny skov, til en forventet prisstørrelse på 160 millioner kroner.

Fra 14. december er det muligt at støtte projektet med skovbeviser fra 50 kroner stykket, hvorved man bidrager til at opkøbe jord og skabe skov og natur på 3 kvadratmeter.


Koncerndirektør i Coop, Jens Visholm, har høje håb for dette nye grønne tiltag og sætter endnu engang lid til danskernes omstillingsparathed med folkeskoven.

- Vi håber, vi kan være med til at skabe en folkebevægelse. Med det engagement danskerne har i klimaet, tror vi, at mange gerne vil være med til at skabe mere natur i Danmark, mere biodiversitet og mere fællesskab, siger Jens Visholm.

Til formålet har Coop dannet et nyt selskab ”Coop Folkeskove A/S”.

Coops skovløfter

  1. Det skal være muligt at skabe attraktive aktiviteter for alle aldersgrupper i Coops Folkeskove.
  2. Vi vil engagere vores medlemmer, kunder og samarbejdspartnere til at blive en del af Coops Folkeskove – for sammen er der ingen grænser for, hvad vi kan opnå. 
  3. Vi sikrer, at den nye beplantning i Folkeskovene består af en høj grad af hjemmehørende arter.
  4. Vi tager hensyn til sikring af biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse i opbygningen og driften af arealerne.
  5. Vi forpligter os til at plante 10 nye stykker skov i Danmark de kommende 10 år - på samlet 1.000 hektar. Det er vores hensigt, at Folkeskovene både gavner miljøet og skaber nogle miljøer for fremtidige generationer at være fælles om.
  6. De 10 Folkeskove skal placeres, så alle dele af landet er repræsenteret - tæt på hvor danskerne bor.

Formålet med Coop Folkeskove er at skabe ny natur, der kan bidrage til øget biodiversitet, beskytte drikkevandet, skabe rekreative fællesarealer og forbedre klimaet og alle bidrag går ubeskåret til at købe jord og plante skov.

Coop vil nedsætte lokale skovråd, der skal være med til at bestemme, hvordan skovene skal anvendes til rekreative formål og med hvilke faciliteter.

På nuværende tidspunkt er det første areal er allerede købt. 113 hektarer (svarende til 226 fodboldbaner) ved Idomlund i Holstebro, som Coop Folkeskove har købt i samarbejde med Hedeselskabet, som kommer til at stå for beplantningen, der begynder til foråret.

Allerede nu kan danskerne også donere flaskepant til Coop Folkeskove i Coop 365-butikkerne. Dette bliver næste år bredt ud til endnu flere af virksomhedens kæder.

Læs også