Fynsk startup vil revolutionere konfektmarkedet gennem bælgfrugter

Iværksætterduoen og barndomsvennerne Martin Hansen og Benjamin Pedersen står bag konfektureproducenten Bælg, der laver sunde konfektalternativer lavet på økologiske danske kikærter. Med nyvunden pris i ryggen vil de to stiftere gerne have os til at tænke mere over, hvad vi spiser, når vi har lyst til snacks.

Vi kender det alle. Den lille sult, der kommer snigende i tide og utide. Den lokkende stemme i baghovedet, der fortæller dig, at det kunne være noget så lækkert med lidt sødt til ganen. Og her kan æbler og gulerødder bare ikke det samme som et chokoladeovertrukken stykke blød marcipan.

Men hvad nu hvis der fandtes et alternativ til den sukkerholdige konfekt, der smagte usundt, men som man kunne spise med god samvittighed?

Dette er netop konceptet bag konfekturevirksomheden Bælg, der holder til i Ørbæk på det østlige Fyn. Her har barndomsvennerne, 29-årige Benjamin Pedersen og 30-årige Martin Hansen, produceret økologiske snackprodukter lavet på kikærter. De fås i fire smagsvarianter; original, pistacie, mint og orange.

Startede i eget køkken

Som så mange andre nye fødevarevirksomheder med produkter, der ikke er set før, startede det også for iværksætterduoen med lidt kreativitet i eget køkken.

Da de begge var henholdsvis 27 og 28 år i 2019, mente de to drenge at have fået en god idé. Martin er uddannet procesteknolog, og Benjamin er uddannet produktionsteknolog. Men Martin har også en bagerbaggrund, der endte med at sende de to på deres vej.

- Martin har altid eksperimenteret meget, og så biksede han en dag nogle råvarer sammen for en del år siden. Noget, jeg syntes smagte godt. Det var også så tilpas skævt, at jeg ikke rigtig syntes, at man havde set det før. Så vi tænkte, at det kunne man da godt forsøge at sælge. Og det var det, der startede det hele, forklarer Benjamin Pedersen.

Dermed stiftede de to venner virksomheden i april 2019 og var klar med et endeligt produkt fra november af samme år. Det blev til utallige forsøg, som gang på gang måtte kasseres, inden de to venner var tilfredse med smagen og kvaliteten, indtil de endte med deres nuværende håndlavede konfekthapsere.

Lidt til den »klimasøde« tand

Bælg kom hurtigt fra start med sit enestående koncept. De kunne nemlig slå sig på et bæredygtighedsgrundlag, som ingen andre i landet har gjort.

- Vi har en base af danske, økologiske kikærter, som vi er de eneste i Danmark, der har. Og så er vores kikærter samtidig anden sortering. Vi får dem, der ikke var pæne nok til at blive solgt, så vi giver dem nyt liv, forklarer Benjamin Pedersen.

Og netop det faktum, at der er tænkt klimabevidst, spiller på to tangenter: Mindre klimamæssig belastning i form af kun at anvende danske, økologiske bælgfrugter, og så at virksomheden er med til at bekæmpe madspild ved at anvende kikærter fra anden sortering.

Derfor valgte de to stiftere at tillægge betegnelsen »klimasød« til deres konfekture. Og som det står beskrevet på hjemmesiden.

»Vi bruger økologiske danske bælgfrugter, fordi det både er godt for biodiversiteten på markerne, og fordi det smager himmelsk i kombination med mørk chokolade. Brug af danske bælgfrugter er på én og samme tid innovativt og jordnært. Derfor har vi valgt at kalde vores konfekture for klimasød«

Tidslinje for Bælg

Her ses en række nævneværdige nedslag i Bælgs tid som virksomheden.

  • April 2019 fik virksomheden sit CVR-nummer.
  • November 2019 blev de første konfekthapsere lanceret.
  • Januar 2020 fik virksomheden en investor med ombord, der nu i dag er medejer af Bælg.
  • November 2021 gik Martin Hansen og Benjamin Pedersen ind i Bælg på fuld tid. Bælg fik samtidig ny visuel identitet.
  • Marts 2022 fik virksomheden sin første ansatte, foruden stifterne, i form af Louise Heigaard Clausen i rollen som SoMe- og Marketing Manager.
  • Juni 2022 vinder Bælg Sol over Gudhjems Innovationspris for deres smagsvariant med appelsinsmag. 

En snack-snak

Når Bælg-stifterne vælger at skilte med et udtryk som klimasød, er det ifølge Benjamin Pedersen ikke fordi, at de vil forsøge at ophøje sig over andre i industrien.

For ham er det mere en mulighed for at skabe en debat om, hvad det egentlig er, vi putter i munden, når den søde tands lyst skal stilles.

- Det er et udtryk for, at vi gerne vil stille lidt skarpere på, at alt det vi snacker på, at det har en indflydelse på klimaet. Det er imidlertid ikke et frelst mærke, men vi vil hellere, at folk sætter spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig er, vi snacker på. Så det er alt sammen for at starte en dialog om, at alt du spiser – også det lille stykke chokolade – har en betydning. Det er humlen i det hele, siger han og fortsætter:

- Vi gør vores bedste for at lave de mest velsmagende produkter, og så prøver vi at skrue ned for sukkeret, have højt indhold protein og naturlig høj mængde fibre. På den facon synes jeg, at vi rammer et nogenlunde sundhedsniveau.

Ønsket hos de to iværksættere er at udfylde et ønske, de selv havde, om manglende snacks af høj kvalitet og med gennemskuelige råvarer.

Nu er planen at revolutionere det danske konfekturemarkedet med innovative og kompromisløse produkter.

- Vi vil revolutionere ved at gøre noget, ingen har gjort før, og det er at bruge bælgfrugter. Vi vil også gerne have flere bælgfrugter ind i konfektverdenen, og det er lidt det, vi forsøger på ved at disrupte markedet med vores produkter, understreger Benjamin Pedersen.

Solen tilsmilte Bælg i Gudhjem

Lørdag den 25. juni skulle vise sig at blive en vigtig milepæl i konfektstartuppens endnu beskedne historie. De var nemlig nomineret til en pris i kategorien Innovation ved den 13. »Sol over Gudhjem« kokkekonkurrence på havnen i Gudhjem på Bornholm.

Over 100 indsendte produkter tilberedt – smagt – evalueret af et stærkt dommerpanel af professionelle kokke, og Bælg endte i slutfeltet i innovationskategorien sammen med tang-snack-producenten Wavy Wonders og bønnesovsproducenten CONTEMPEHRARY.

Innovationsprisen gik alligevel til barndomsvennerne fra Bælg, der nu kan kalde sig Danmarks mest innovative snackprodukt.

- Jeg tror ikke, vi har set efterbrændingen af effekten endnu, da det kom lige op til en sommerferie, men vi har selvfølgelig fået meget opmærksomhed og interesse for os siden, fortæller Benjamin Pedersen.

Hvad betyder det så at kunne kalde sig selv en af Danmarks mest innovative fødevarer?

-  Alene det faktum, at det er et udvalg af nogle af de dygtigste michelin-kokke i landet, der har smagt og vurderet vores produkt blandt de bedste, så ved vi, at vi har et stærkt fundament. Nu gælder det bare om at bygge huset, rent metaforisk.

At være i vækst

Og at bygge huset er man i gang med hos Bælg i Ørbæk.

Virksomheden er i vækst og kommer til at være det i det indeværende regnskabsår og det næste, lyder det fra stifterne.

Selvom man ikke vil snakke om konkret omsætning, løfter Benjamin Pedersen alligevel sløret en smule og fortæller, at det næste halve år spås til at blive det mest indbringende i virksomhedens historie.

Og når man som virksomhed har vokseværk, gælder det om at holde fokusset.

- Når man er en vækstvirksomhed som os, så er man nødt til at skalere op. Én ting er mere produktion, større maskineri og flere ansatte, men man er også nødt til at finde flere folk med ekspertviden. Den største udfordring bliver så igennem væksten, at salget ikke følger med, men vi tror på, at vi har overblikket, fortæller han.

Det tager ifølge medstifteren tid at vækste en forretning, og man er nødt til at tage nogle beslutninger om ansættelser ud i fremtiden, gerne før man står med hånden i postkassen.

- Metaforisk køber man bilen, før man får brug for den - for du ved, at du får brug for den. Når man først får behovet, har man haft det længe, for det kommer over tid, lyder det fra iværksætteren.

Men med sit bedste halvår i horisonten og med innovationsprisen i ryggen er der medvind for Bælg. Der kommer en række nye produktlanceringer i løbet af det næste halve til hele år, og så skal produktionen skaleres op med nye produktionsmaskiner, der skal imødekomme den ventede stigende efterspørgsel.

- Det bliver som sagt den bedste indtjening på omsætning, men det kommer naturligvis også til at påvirke travlheden. Og det kommer unægtelig til at betyde flere hænder i produktionen, siger Benjamin Pedersen.

Læs også