Grøn gødningsproducent får millionindsprøjtning

Virksomheden Nitrovolt, har netop modtaget en investering på i alt 5,5 millioner kroner i en pre-seed runde fra den svenske venturefond Backingminds.

Det beretter AgriWatch.

Nitrovolt står bag en teknologi, der gennem en maskine på størrelse med en lille container, kun ved brug af vand, elektricitet og luft, kan skabe grøn ammoniak.

Nitrovolt er stiftet af adm. direktør Suzanne Zamany Andersen og teknisk direktør Mattia Saccoccio i 2023 og udspringer af Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

For at komme helt i mål med udvikling og udrulning af teknologien kommer det til at kræve yderligere investeringer, da produktet stadig er i sit tidlige stadie og endnu ikke er klart til at blive markedsført bredt.

Suzanne Zamany Andersen var blandt andet med i Effektivt Landbrugs 30 under 30-serie, da hun blandt andet vandt en pris for den forskning, der ligger forud for Nitrovolts teknologi.

Læs også