Mink i hele landet skal testes for COVID-19

For at få overblik over udbredelsen af COVID-19 i de danske mink-besætninger, har regeringen besluttet at teste udvalgte minkfarme i hele Danmark.

CORONA Ifølge fødevareminister Mogens Jensen har fundet af COVID-19 i danske mink skabt et behov for at få et større overblik over forekomsten af virussen i mink. Derfor igangsætter Regeringen en ny screeningstrategi.

- Regeringen har besluttet, at Fødevarestyrelsen nu igangsætter en screening af 120 minkbesætninger landet over. Screeningen skal vise os, om de første fund var enkeltstående tilfælde, eller om der er tale om en mere udbredt smitte i minkbesætningerne. Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne skal bruge resultaterne i den videre håndtering af COVID-19 blandt dyr og mennesker, siger Mogens Jensen.

Også sundhedsmyndighederne er opmærksomme på situationen. 

- Vi følger udviklingen tæt. Statens Serum Institut og fødevaremyndighederne arbejder sammen på højtryk for opnå mere viden om, hvordan smittekæderne bevæger sig i området. Vi er parate til yderligere tiltag. På nuværende tidspunkt er det stadig uafklaret, om minkene har smittet menneskene eller omvendt, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

jba

Læs også