Nyt system giver mange fordele

DeLaval har lanceret Batchmalknings-systemet, som henvender sig til store besætninger, der gerne vil kombinere fordelene fra malkerobotten med deres traditionelle setup i stalden.

Renato Aceto (th) er en af ejerne af Aceto Farm, hvor der er otte malkerobotter med batchmalkning-systemet. Og han er efter seks måneder med systemet, ganske tilfreds og vil implementere systemet på yderligere en gård til næste år. På den virtuelle rundtur hos Aceto Farm i Italien kunne Robert Jensen, AMS-specialist i store besætninger hos DeLaval, fortælle, om Batch Milking-systemet, og hvordan det fungerer i praksis. Foto: Line Brusgaard

DeLaval inviterede forleden på en virtuel tur til Italien. Her blev der vist rundt på Aceto Farm, der har investeret i DeLaval VMS Batchmalkning-systemet.

Batchmalkning er malkning i hold, som med traditionel konventionel malkning, hvor køerne drives til malkning på opsamlingspladsen og malkes to eller tre gange fast om dagen.

Malkerobotterne kan placeres på forskellig vis eksempelvis på en række eller rundt på tre sider af opsamlingspladsen. Her er malkningen delvis overvåget, da den person, der også driver køerne til malkning ligeledes, passer malkerobotterne.

Mangel på arbejdskraft

Renato Aceto er en af ejerne af Aceto Farm, hvor der er otte malkerobotter med batchmalkning-systemet.

- Vi har over 1.000 køer på fordelt på flere bedrifter, og vores største udfordring er at få tilstrækkelig arbejdskraft, fortæller han og fortsætter:

- For at forbedre arbejdsforholdene købte vi otte DeLaval VMS-malkerobotter til den ene gård. Skulle vi indsætte otte traditionelle malkerobotter, ville det kræve et større område med mindst fire afdelinger til specialkøer og mere arbejdskraft.

Kombinerer fordele

Han fortæller endvidere, at de ikke var klar til at ændre managementstrategien i besætningen.

- Efter nogle diskussioner med vores forhandler og DeLaval-repræsentant, blev vi enige om at gå efter dette innovative system, som VMS Batchmalknings-konceptet er, og som jeg er sikker på, er en rigtig fin løsning, lyder det fra besætningsejeren.

Han lægger vægt på, at de med batchmalkning kombinerer fordelene fra malkerobotten og deres traditionelle setup i stalden.

- Der er næsten ingen ændring i fodrings- og reproduktionsstrategien og kun en mindre indvirkning på arbejdsrutinen, forklarer han og tilføjer:

- Efter seks måneders erfaring er vi tilfredse, og vi har besluttet også at opdatere den anden gård til batchmalkning.

I foråret 2022 vil de således malke mere end 1.000 køer med VMS batchmalknings-systemet på Aceto Farm.

Køerne malkes i robot to gange dagligt

Ved at bruge otte VMS-robotter kan en gård som Aceto Farm malke 450 køer to gange om dagen ved at oprette faste malkesessioner for køer i hold.

- Rutinen ligner den i en traditionel stald med køer, der kommer ind på en opsamlingsplads foran robotterne. Efterhånden som hver ko bliver malket, går den ud gennem en sorteringslåge, der gør robotten fri til den næste ko, forklarer Robert Jensen, der arbejder hos DeLaval som specialist i store besætninger. Han var fysisk til stede på Aceto Farm, hvor han viste rundt.

Køerne bliver ifølge Robert Jensen typisk malket to gange om dagen, og der er meget få ændringer i besætningsstyringen og det eksisterende malkesystem.

En af de store gevinster er som nævnt arbejdskraften. Der er således kun brug for én medarbejder under malkningen for at malke 450 køer.

Flere vil med på »robotrejsen«

DeLavals nye koncept »VMS Batchmalkning« giver mælkeproducenter mulighed for at kombinere alle de fordele en malkerobot giver, sammen med alle de fordele, som en stor malkestald eller -karrusel giver.

- Da vi lancerede DeLaval VMS for 25 år siden, var hovedmålgruppen familiegårde. I nogle år har vi nu oplevet, at større besætninger ønsker at træde ind i robotrejsen, fordi de står over for lignende udfordringer som andre mælkeproducenter: De skal producere mere med mindre – det vil sige mere mælk med mindre arbejdskraft, færre omkostninger og mindre spild, forklarer Robert Jensen, AMS-specialist i store besætninger hos DeLaval.

Indtil videre er det ifølge DeLAval kun få store besætninger, der har foretaget skiftet til et automatisk malkesystem, fordi det kræver store ændringer i management omkring strategi og rutiner.

- Fodringsstrategi og reproduktionsstyring vil blandt andet skulle ændres, og det kræver ekstra omkostninger og plads at opdatere en eksisterende stald til automatisk malkesystem, påpeger Robert Jensen.

Læs også