Mange besætninger mangler et årligt tilsyn af dyrlæge

Manglende kendskab til lovgivningen kan være årsagen til, at primært hobbybesætninger ikke får tilset deres besætning årligt af en dyrlæge.

Når Fødevarestyrelsen er på kontrol i de danske kvægbesætninger, er en af de fem hyppigste overtrædelser, at besætningen ikke har haft et årligt tilsyn af egen dyrlæge. Det påpeger Skovbjerg DyrlægeTeam i en pressemeddelelse.

De peger videre på, at det typisk er et problem i hobbybesætninger og ofte skyldes, at ejeren ikke kender til lovgivningen.

Tilsynet har dog været et krav i mange år, og der står i Dyrevelfærdsloven § 9 stk. 3 »Enhver, der erhvervsmæssigt holder dyr, skal sørge for, at dyreholdet tilses af en dyrlæge mindst en gang årligt«.

Skovbjerg DyrlægeTeam forklarer, at erhvervsmæssigt hold af dyr dækker over besætninger med mindst:

  • To køer med tilhørende kalve (op til 6 måneder)
  • Fire stk. voksent kvæg
  • Heste der er registeret i CHR
  • To søer med tilhørende smågrise (op til 40 kg)
  • 15 producerede slagtesvin
  • 10 moderfår med lam (op til 12 måneder)
  • 10 modergeder med kid (op til 12 måneder)
  • 30 høns

Dyrlægens tilsyn

Formålet med det årlige dyrevelfærdsbesøg til mindre besætninger er at sikre generelle forhold, og at dyrenes trivsel er i orden. Tilsynet foretages af en praktiserende dyrlæge, typisk besætningens egen dyrlæge.

Ved det årlige tilsyn skal dyrlægen se alle dyr på bedriften. Her vurderes det, om dyrene tilses tilstrækkeligt – det vil sige dagligt for dyr på stald og jævnligt for udegående dyr.

Endvidere tjekkes der, om dyrene har adgang til foder eventuelt mineraler, og om der er adgang til vand hele året rundt.

Der vurderes, om dyrene har adgang til tørt leje, og om der er mulighed for, at alle dyrene kan komme i læ for vejr og vind.

Udegående dyr skal have adgang til græsdækkede arealer i en størrelse, der er passende til mængden af dyr, og eventuelle drivgange skal være farbare.

Til sidst laves der en samlet vurdering af dyrenes velfærd, trivsel og sundhed herunder om syge dyr har mulighed for at blive isoleret og tilgodeset.

Dyrlægen udfylder et skema, og som udgør den årlige rapport over tilsynet. Besætningsejeren får en kopi, som vedkommende skal gemme som dokumentation for besøget.

Læs også