Fra 1.250 til 2.500 slagtekalve: Fordobler tilvækst og produktion med nyt staldanlæg

Slagtekalvene ved AP Vitulo ApS i Vendsyssel er gået fra en daglig tilvækst på 600 til 900 gram i en ny starterstald med plads til 600 kalve. Nu vises det hele frem fredag den 1. marts.

Det er ikke småting, der er blevet præsteret af de 866 kalve, som er gået ind i den nye starterstald ved slagtekalveproducenterne Laila og Anders Peter Jensen, AP Vitulo, ved Dronninglund i Vendsyssel.

Tilvæksten i den nye starterstald, sammenlignet med den gamle, er gået fra 600 til 900 gram daglig tilvækst, antibiotikaforbruget er faldet betydeligt, og det samme er dødeligheden.

Med det nye starterstaldsbyggeri plus tilpasninger af de øvrige ejendomme er kapaciteten steget fra 1.250 til 2.500 kalve årligt.

Bag projektet står hovedentreprenør Arne Andersen Vrå, som sammen med Laila og Anders Peter Jensen er klar til at vise den nye starterstald frem til et åben stald-arrangement fredag den 1. marts fra 11.00 til 17.00.

Fra svinestald til modtagerstald

En dag hver tredje uge ankommer omkring 120-150 kalve fra 19 forskellige ejendomme i Vendsyssel til modtagerstalden, som er etableret i en gammel svinestald.

- Den dag – det er en meget, meget vigtig dag. Vi skal lynhurtigt tage stilling til sortering, fortæller Anders Peter Jensen.

Kalvene sorteres i hold af 10, som kommer til at gå sammen de efterfølgende 12 uger i den nye starterstald.

Som udgangspunkt, og hvis det kan lade sig gøre, består holdene af kalve, som kommer fra samme besætning. Herefter kigges der på alder og størrelse, og så tages der hensyn til race, når der sorteres.

Smittebeskyttelsen er alfa og omega

Kalvene kommer efter sorteringen over i den nye starterstald.

- Vores største udfordring er, at vi samler kalve fra 19 besætninger, derfor har det været enormt vigtigt for os at tænke på smittebeskyttelse i det her nye byggeri, forklarer Anders Peter Jensen.

Det er blandet andet sket ved at lade betonmuren mellem boksene gå helt op til taget.

- Det er skillevægge, betonvægge, der bærer taget. Der er ingen stålspær, men det er betonelementerne, som går op og bærer tagkonstruktionen, forklarer projektleder Per Nielsen fra Arne Andersen Vrå.

Vasker efter hvert hold

Muren mellem boksene betyder ikke alene, at kalvene er adskilt fysisk. Den betyder også, at luften mellem boksene bremses, så eventuel smitte fra et hold til et andet, har langt sværere ved at brede sig. Det betyder også, at Anders Peter Jensen har mulighed for at højtryksrense en boks, mens der står kalve i naboboksen, uden at luften og de partikler, der er deri, kommer ind til kalvene på den anden side. Til gengæld er boksen åben både i fronten og bagerst for at sikre en stor luftudskiftning.

- Vi holder kalvene fuldstændig adskilt, altså ikke alene fysisk, men også luftmæssigt, forklarer Anders Peter Jensen. Både han og hustruen kan allerede se effekten af muren.

- Vi har ikke ret meget sygdom herude, men når der er lidt i en boks, så bliver det i den boks. Og det er det, som er helt unikt her, forklarer Laila Jensen.

- Vi kan holde den smule sygdom, der er, i det ene hold. Så det ikke cykler rundt mellem alle kalve, supplerer Anders Peter Jensen.

Murene mellem kalvene er blevet overfladebehandlet, så de er mere rengøringsvenlige. Der vaskes mellem hvert hold med en central højtryksrenser.

Det, at der ingen spær er, gør også, at det er et firkantet rum, man gør rent. Der er ikke et spær med kanter, hvor der kan ligge gødningsrester tilbage.

Mellem- og slutstalde

De 10 kalve i holdet går sammen i starterstalden i 12 uger. I de 12 uger flyttes de en enkelt gang til en større boks, men de flyttes med holdet og bliver i det hold alle 12 uger.

Herefter har kalvene nået en vægt på omkring 120 kg. Og flere har tredoblet deres vægt.

Kalvene flytter derefter fra ejendommen og starterstalden til en anden ejendom, mellemstalden, og sorteres igen.

30 procent af kalvene er kvier, som efter de 12 uger placeres på én ejendom, hvor der fremadrettet bliver både mellem- og slutstald.

Tyrekalvene flyttes i en mellemstald og senere i en slutstald.

Åben stald sikrer luftventilation

Starterstalden er 155 meter lang.

Dybstrøelsesarealet er på knap 2.000 kvadratmeter, fordelt på 60 bokse. Der er i alt plads til 600 kalve.

Taget går ud over foderbordet, men der er åben i toppen, meget åbent.

- Stalden er, hvad man kan kalde meget åben. Og om den er for åben, det beslutter vi først om et halvt år. Men de første kalve blev sat ind i september, og siden da har vi jo både haft ekstrem meget nedbør, meget koldt og også snestorm, og det er gået fint.

- Men jeg har stået nogle aftener derude og tænkt, er det nu det rigtige, vi har gjort, men det er det. Det har dyrene fortalt, siger Anders Peter Jensen.

Et bevidst valg fra Laila og Anders Peter Jensen har været, at indgangen til stalden er i midten af stalden og ikke i den ene ende.

- Vi går ind i midten, og vi har kun 75 meter til hver ende. Og det gør altså, tror jeg, at man nemmere kommer derned til sidste hold, end hvis vi gik ind i enden, og der var 150 meter til den anden ende, siger Anders Peter Jensen og forklarer, at det også gør det nemmere at muge ud, hvor man kan holde i midten og ikke i den ene ende.

Nystalds-effekt igen og igen

Den nye stald har det første halve år haft en enorm effekt, oplever Laila og Anders Peter Jensen.

- Vi satser på, vi kan få nystalds-effekt ved hvert hold. Og indtil videre, så mener vi faktisk, det er lykkedes, siger Anders Peter Jensen.

Data viser, målt på indgangs- og afgangsvægt i starterstalden, at tilvæksten er steget med 50 procent.

I den gamle stald lå tilvæksten på 600 gram daglig tilvækst, og i den nye er den over 900 gram.

- Jeg vil faktisk gerne stå på mål for de tal, forklarer Anders Peter Jensen og siger, at den eneste forskel fra før og nu er stalden, plus at dyrene i dag er en smule ældre, når de forlader starterstalden.

Forbedret sundhed

Laila og Anders Peter Jensen kan se, at de bruger betydelig mindre medicin i den nye stald, end den de kom fra.

Udfordringerne før var primært lungebetændelse.

- Jeg har ikke tal på det, men niveauet af lungebetændelse er markant lavere nu, fortæller Ander Peter Jensen og tilføjer:

- Vi kan også se, at vi har en betydelig mindre dødelighed her.

Ander Peter Jensen er dog også påpasselig med at råbe for højt om sine resultater.

- Jeg har lavet en måling på de kalve, som er sat ind her. Der er 866, og der ligger vi på en dødelighed på 1,5 procent. Det er meget, meget lavt, men de sidste kalve har heller ikke været her så længe, forklarer Anders Peter Jensen, som mener, at det er summen af det hele; ny stald, luft, sortering fra start, holdopdelt og så videre, som er årsagen til resultaterne.

Kalvene er mere ens

Forværket i boksene til de yngste kalve er speciallavet, så der i hver boks er opsat en milkbar, hvor kalvene drikker mælk fra.

- Det, vi har set ved at bruge det her, er, at vores kalve bliver mere ens. Kalvene bruger længere tid på at drikke, og den langsomme kalv får en betydelig større mængde end dengang, vi hældte det i et trug, og mælken var væk efter halvandet minut, forklarer Anders Peter Jensen.

Det gør også, at der ikke har været behov for at skulle tage nogle kalve ud, som ikke kunne følge med holdet. Kalve, som tages ud af holdet, kan sættes i en udendørs kalvehytte, men det system er ikke taget i brug endnu, da det simpelthen ikke har være nødvendigt.

Starterstald med fokus på medarbejderne

Foruden modtagerstalden i den gamle svinestald og den nye starterstald, er der også gjort meget ud af forholdene for medarbejderne.

- Vi skal ikke bare have kalve her, vi skal også have medarbejdere, siger Anders Peter Jensen og henviser til personalestuen, som også er etableret i den gamle svinestald.

- Det var oplagt. Et isoleret rum med gulvvarme, sigerAnders Peter Jensen.

Stolthed før fremvisning

Det er et unikt byggeri, som vises frem den 1. marts.

- Personligt er jeg stolt af det her. Jeg er meget, meget stolt af det her og det arkitektoniske. Jeg synes virkelig, at det er et pænt byggeri og især, når vi får plantet udenom. Og så er jeg også stolt af de resultater, som vi allerede har opnået i den nye stald, forklarer Anders Peter Jensen.

Han og hustruen venter spændt på den næste vejning i mellemstalden, hvor de første kalve, som er startet i den nye starterstald, går ud fra mellemstalden.

- Har vi holdt niveauet? Kan en god start give en endnu bedre periode i mellemstalden, eller kompenserer de og vokser mindre i mellemstalden? Det er meget spændende. Men det kan aldrig være skidt med en god start, konkluderer Anders Peter Jensen.

AP Vitulo forventer at producere 2.150 slagtekalve i 2024, hvorefter der fra 2025 kan produceres 2.500 slagtekalve om året.

Læs også