Økologisk foder: Vær opmærksom på omlægningsdato på nye marker

Omlægnings- og sådato er afgørende for, om afgrøder kan bruges som foder til økologiske dyr i første omlægningsår. Det påpeger chefkonsulent.

Er man økologisk husdyrproducent og skal bruge sine afgrøder som foder, skal man være opmærksom på, om omlægnings- og sådatoen tillader dette. Det slår specialkonsulent Birgit Ingvorsen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug fast i det seneste nyhedsbrev fra innovationscenteret.

Hun gør blandt andet opmærksom på, at proteinafgrøder som for eksempel ærter, hestebønner, sødlupin eller blandinger af korn og bælgsæd under særlige betingelser kan bruges som foder til økologiske dyr på egen bedrift i det første år efter påbegyndt omlægning til økologi.

Afgrøden skal imidlertid være sået efter markens omlægningsdato, for at den kan bruges som foder.

Ligesom blandinger af korn og bælgsæd skal indeholde mere end 50 procent bælgsæd regnet som antal frø.

Høst eller afgræsning af græs, græsblandinger og lucerne

Har man græs, græsblandinger og lucerne, forklarer Birgit Ingvorsen, at det må afgræsses eller høstes som førsteårs omlægningsafgrøde, efter at marken er indberettet til Landbrugsstyrelsen og er påbegyndt omlægning til økologi.

Hun peger derudover på, at en førsteårs omlægningsafgrøde maksimalt må udgøre 20 procent af foderrationen til økologiske dyr beregnet som kg tørstof i gennemsnit på årsbasis.

Afgrøden kan kun bruges til økologiske dyr på samme bedrift (det vil sige samme cvr-nr.). Hvis afgrøden sælges, betragtes den ikke længere som økologisk, gør specialkonsulenten opmærksom på.

Supplerende regler for kvægbedrifter

Birgit Ingvorsen henviser til, at der er supplerende regler for kvægbedrifter ifølge Brancheanbefalingerne.

Kvægbedrifter, der leverer mælk eller slagtedyr til en virksomhed, som har tilsluttet sig de frivillige anbefalinger for at højne dyrevelfærd, miljø og etik ved produktion af økologisk mælk og kød fra bedrifter med kreaturer, har således en række supplerende regler.

Fodring med en førsteårs omlægningsafgrøde (græs, lucerne og proteinafgrøder) opgøres i tørstofindhold pr. dyr pr. dag i foderrationen, til forskel fra EU-reglerne, hvor det opgøres som 20 procent pr. år.

Nye marker ifølge brancheanbefalingerne

  • Nye marker – både ved forpagtning og køb – med allerede etablerede flerårige afgrøder, skal være påbegyndt omlægning senest den 22. april 2024 (frist for økologi- og fællesskema), hvis afgrøderne skal indgå i den økologiske foderplan på bedrifter omfattet af brancheanbefalingerne.
  • Nye marker, hvor der etableres en proteinafgrøde efter påbegyndt omlægning, kan anvendes til foder på kvægbedriften, hvis marken for eksempel bliver omlagt 1. august.
  • Ekstensive permanente græsarealer, der forpagtes eller købes, der har afgrødekoderne 250, 251, 252, 253, 254 eller 256, skal ikke leve op til de supplerende regler: Disse marker kan anvendes, inden for reglerne om 20 procent pr. dyr pr. år uafhængigt af omlægningsdatoen.

Kilde: Innovationscenter for Økologisk Landbrug

Læs også