Knud Jeppesen: - Badevand.dk er kun for de få - resten bader i andres afføring

- Altså, man kan blive voldsomt syg af at bade i andres tis og afføring, men hvorfor er det ikke lovpligtigt at alle kommuner, der har badestrande, skal være med i nettjenesten badevand.dk?, spørger Knud Jeppesen i dette debatindlæg.

Af Knud Jeppesen, landmand, Tørringvej 30, Sandvad, 7300 Jelling

Tak til lederen i Effektivt Landbrug (torsdag den 18. juli) for at omtale badevand.dk som stedet, hvor man kan se, om det er sundhedsfarligt at bade.

Altså, man kan blive voldsomt syg af at bade i andres tis og afføring, men hvorfor er det ikke lovpligtigt at alle kommuner, der har badestrande, skal være med i nettjenesten badevand.dk?

Kun få kommuner er med

I Jylland er det kun Aarhus, Vejle og Kolding, der er med i ordningen. Og stort set hver gang, det har regnet en del, er der en eller flere røde flag hejst i disse tre kommuner grundet overløb. I »spøgelsesfjorden« Vejle var der badeforbud i hele februar og store dele af marts og igen i april, alt imens politikere og »grønne miljøforkæmpere« ævler om, at det har ingen betydning, mens de dukker hovedet og håber på at lortet »snart er fortyndet«.

Tænk hvis landbrugets tab af næringsstoffer var fordoblet på et år – så havde der været gul breaking-bjælke i alle medier, og politikerne var gået i rødt.

Knud Jeppesen

Så er der vel også overløb i Esbjerg, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Horsens, Aalborg og alle andre byer med overløb?

På Fyn er det kun Svendborg, der er med, og her er der tit røde flag. Så er der garanteret også overløb ved alle de andre fynske byer med overløb til deres badestrande. Er disse kommuner totalt ligeglade med, om deres badegæster bliver syge? Hvorfor skal de ikke oplyse det?

Ligeglad med lort

På Sjælland er alle kommuner langs Øresund med, og de har tit røde flag, men resten af de sjællandske kommuner er ligeglade med lort i badevandet. De ligeglade kommuner vil hævde, at de tager badevandsprøver om sommeren en gang om ugen (hvad så med vinterbaderne?). Fint nok, men det hjælper intet, hvis det regner dagen efter, de har taget prøven, for så er lortet (»heldigvis«) væk, inden de tager en prøve ugen efter.

Badevand.dk virker på den måde, at når det regner, beregner en computer overløbsmængder og strømforhold og varsler bakterier i badevandet og »hejser et rødt flag« for, at »folk ikke bør bade«. Det groteske er dog, at det kun er et øjebliksbillede, så der føres ingen statistik på, hvornår og hvor tit, der er røde flag.

Flere lorteeksempler

I øvrigt er der permanent »badeforbud« to steder ved Aarhus: Ved havnen og hvor Egå løber ud, fordi der kommer »renset« spildevand ud fra to nærliggende renseanlæg, hvor der stadig kan være fækale bakterier i. Når der kan være fækale bakterier her, så kan der vel også komme fækale bakterier fra de 600 andre renseanlæg rundt i landet?

Det værste »badeforbud« er ved Skovshoved Havbad i Gentofte. Det er helt til grin, at et havbad har permanent badeforbud, fordi der permanent lukkes urenset spildevand ud i Øresund.

Gentofte kommune har 75.000 indbyggere men intet renseanlæg. Det meste (spildevand, red.) sendes til Lynetten i København, der i forvejen er for lille. Resten sendes direkte ud i Øresund. I 2022 sendte de 1,4 millioner tons direkte ud i sundet, men i det regnvåde år 2023 sendte Gentofte 2,8 millioner tons urenset spildevand direkte ud i Øresund. Der er altså tale om en fordobling, uden at nogen reagerer.

2,8 millioner tons urenset spildevand svarer til et gennemsnit på over 7.000 tons om dagen. Der udledes dog mere nogle dage end andre, idet det jo som bekendt ikke regner hver dag.

Skidt, pyt med menneskelort

Tænk hvis landbrugets tab af næringsstoffer var fordoblet på et år – så havde der været gul breaking-bjælke i alle medier, og politikerne var gået i rødt.

Fordoblingen gælder overløb af urenset spildevand over hele landet, men tilsyneladende er befolkningens eget lort i havet lige meget – det fortyndes, må vi forstå.

Hvordan kan dette vanvittige svineri fortsætte år efter år? Selv de berømte trepartsforhandlinger er ligeglade med den voldsomme spildevandforurening, der foregår. De skriver i trepartsaftalen, at man vil minimere alle relevante belastninger fra punktkilder, herunder særligt spildevand. Men, hallo! – Det har man forsøgt at minimere i 40-50 år, så »det skal nok hjælpe«, at det også skrives i trepartsaftalen...

Men lidt fornuft er der da, når man laver permanent »badeforbud« i et havbad (Gentofte, red.), der permanent fyldes med afføring.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også