PFAS-skandalen åbenbarer skandaløs dansk miljøregulering

Bæredygtigt Landbrug har længe kritiseret manglen på målinger, påpeger formand Peter Kiær i dette indlæg.

Af Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

Gentagne afsløringer om PFAS-forureninger over det ganske land er muligvis kommet som en overraskelse for mange læsere, lyttere og seere ude i befolkningen.

Men inde på Christiansborg burde de annoncerede sensationer være forudsigelige nyheder – og man skulle have skredet ind for lang tid siden.

I Bæredygtigt Landbrug har vi længe kritiseret manglen på målinger.

Igen og igen har vi krævet målinger af blandt andet overfladevandet – som EU da også forlanger af samtlige medlemslande, uden at de danske myndigheder af den grund er vågnet op.

Vi har henvist til for eksempel Slesvig-Holsten, hvor man takket være konkrete målinger i vandmiljøet kan føre en miljøpolitik, der rent faktisk virker.

I modsætning til den »feel good-politik«, som de folkevalgte praktiserer herhjemme. Det er ufatteligt, at man i Danmark har brugt kræfterne så ineffektivt.

Ansvar skal placeres

I blandt andet Esbjerg har vi desuden oplevet, hvordan kommunen i PFAS-sagen henviser til Miljøministeriet, hvorefter ministeriet derpå peger på kommunernes ansvar…

Offentlige institutioner spiller på dén måde ping-pong med både indsatser, indberetninger og ansvar. Dét ansvar skal placeres og føre til handling – og det haster.

Vil man vandmiljøet det bedste, må man i gang med at måle for disse stoffer fremfor at ty til tiltag, der intet nytter, og som i øvrigt rammer fødevareproducenter helt uretfærdigt.

Det er åbenlyst, hvor ensidigt – og forkert – vi landmænd hidtil har været skydeskive, når det gælder reguleringer for at bedre vandmiljøet i hav og vandløb.

Nu må der langt om længe tænkes nyt i dansk miljøpolitik, så vi kan få en regulering, der er både juridisk og fagligt korrekt.

Læs også