Nye »præcisionstraktorer« fra Valtra

Valtra lancerede i januar en helt ny femtegenerationstraktor i A-serien og i mandags på et virtuelt pressemøde præsenterede Valtra fire nye femtegenerationstraktorer i N-serien og otte i T-serien. De nye traktorer har stor fokus på præcisionslandbrug og smart-farming, der er en stigende tendens i det primære landbrug.

Et kig ind i den ny kabine, hvor en af de mest synlige nye funktioner på de nye N- og T-serietraktorer er displayet på A-stolpen, som erstatter det traditionelle instrumentpanel bag rattet, og hvor alle vigtige oplysninger nemt kan ses på farveskærmen. Den øverste del af displayet viser altid standardoplysninger, som for eksempel kørehastighed, motoromdrejningstal og klokkeslæt.

Der er fokus på præcisionslandbrug og smart-farming generelt i disse år, når maskinfabrikanterne lancerer nye maskiner. Aldrig før har der været så meget fokus på præcisionslandbrug som nu, og aldrig før har der været så mange softwaremuligheder, som går hånd i hånd med nye teknologier, der gør hverdagen nemmere, og giver langt bedre udnyttelse af både traktorerne og redskaberne.

På et virtuelt Valtra-pressemøde forleden i forbindelse med den finske traktorfabriks 70-års jubilæum, fulgte Valtra op på den tendens og lancerede i både N- og T-serien helt nye femtegenerationstraktorer, hvor der er lagt vægt på præcisionslandbrug, smart-farming og brugervenlighed.

- Ny lovgivning om mere grøn produktion i de europæiske lande fremskynder behovet for præcisionsjordbrug og landbruget vil forandre sig mere i de kommende år, end det har forandret sig i de seneste årtier. Vi mener, at præcisionsjordbrug vil spille en afgørende rolle for at nå bæredygtighedsmålene. En garanti for, at den rigtige teknologi anvendes på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, vil medvirke til at forbedre landbrugets produktivitet. Valtra er klar til at levere traktorer til landmændene i denne forandringstid, sagde Mikko Lehikoinen, Vice President og marketingdirektør for Valtra.

Flere med autostyring

- Omkring to ud af tre Valtra-traktorer er allerede i dag udstyret med automatiseret styring eller tilsvarende løsninger. Kunderne kan også specificere deres nye traktor i N- eller T-serien med Valtra Guide-autostyring og funktioner som for eksempel »Task-Doc« og sektionsstyring. Opgavedata kan overføres problemfrit mellem traktor- og bedriftsstyringssoftware, forklarede direktøren.

Den nye Auto-U-Pilot kombinerer Valtras foragerstyring med Valtra-Guide. Auto-U-Pilot styrer redskabet med større præcision på forageren, hvilket reducerer behovet for førerens opmærksomhed og gør arbejdet lettere.

- De nye traktorer ser ikke bare godt ud, de er også brugervenlige, de har mange nye smarte funktioner, og de er ekstremt komfortable at køre. Vi har lavet masser af forbedringer i den nye serie baseret på kundefeedback fra vores fjerdegenerationstraktorer. Præcisionsjordbrug er grundlaget for den nye generation, og hver ny model fås med Valtra-Connect, oplyste Mikko Lehikoinen.

Mange nye features

De nye N- og T-serietraktorer, der leveres i hk-segmentet fra 145 til 271 hk inklusive boost, leveres med et nydesignet førerhus, nye transmissions- og motorfunktioner og et nyt display, som gør det nemt at bruge traktoren og dens mange anvendelsesmuligheder.

En af de mest synlige nye funktioner på de nye N- og T-serien er displayet på A-stolpen, som erstatter det traditionelle instrumentpanel bag rattet, og hvor alle vigtige oplysninger nemt kan ses på farveskærmen. Den øverste del af displayet viser altid standardoplysninger, som for eksempel kørehastighed, motoromdrejningstal og klokkeslæt. Nedenunder kan føreren vælge oplysninger til styring af traktoren og redskabet, præcist i det ønskede format. Displayet viser også oplysninger om radiostation og smartphone via Bluetooth.

Det samme display kan også bruges i HiTech- og Active-modellerne til at foretage alle motor-, hydraulik- og transmissionsindstillinger. Displayet viser alle indstillinger og stadier tydeligt, så føreren kan få meget mere ud af traktoren.

Ny kabine

Allerede ved indstigning i kabinen er det tydeligt, at traktoren er blevet grundigt fornyet. Ratstammen er helt ny og det er nu nemmere at justere rattets position.

Det nye førerhus er mere komfortabelt i forhold til tidligere modeller. I SmartTouch-modellerne er højre side af førerhuset blevet redesignet og sædet kan drejes endnu mere til højre. Det højre betjeningspanel har også en praktisk telefonholder og USB-opladningspunkter (ekstraudstyr) til mobiltelefoner, tablets og andre elektroniske enheder.

Produktionen af de nye Valtra modeller i N- og T-serien er allerede sat i produktion.

Læs også