DLF stopper med at sende frøleverancer til Rusland

DLF har med omgående virkning besluttet at sætte sin strategi i Rusland i bero og ikke sende flere varer afsted til landet.

- DLF finder, at den militære invasion i Ukraine er fuldstændig uacceptabel og tager stærkt afstand fra de igangværende umenneskelige handlinger, der finder sted på ukrainsk jord, begrunder frøvirksomheden i en pressemeddelelse beslutningen.

DLF vil dog bevare sine organisationer i Rusland, hvor der er godt 30 medarbejdere ansat i DLF Seeds LLC og i DLF Beet Seed.

- DLF har både en moralsk forpligtelse og et ansvar over for alle sine medarbejdere, herunder sine russiske kolleger, som loyalt har været med til at udvikle virksomhedens forretning, skriver frøvirksomheden.

Danish Genetics stopper alle nye aktiviteter i Rusland

Svinegenetikselskabet Danish Genetics har stoppet alle nye aktiviteter og salg af dyr og sæd til kunder i Rusland.

I en pressemeddelelse forklarer Danish Genetics, at selskabet og dets partnere føler med den del af befolkningen i Rusland, som nu påvirkes af sanktionerne uden at være direkte part i krigen, herunder virksomhedens partnere i Rusland.

- Derfor har en beslutning om at stoppe aktiviteterne heller ikke været nem, men vi ser ikke anden vej at gå end at stoppe med at sælge dyr og sæd til kunder i Rusland, som situationen er nu. Dermed også et stop for alle nye aktiviteter i Rusland, siger Henrik Biilmann, CEO i Danish Genetics.

Han understreger, at Danish Genetics fordømmer invasionen på det kraftigste og støtter fuldt op om de sanktioner EU, samt andre lande og internationale organisationer har indført.

Læs også