Vækstfonden introducerer grønne retningslinjer til landbruget

Når landbrugere skal låne penge i statens finansieringsfond, Vækstfonden, vil der fremover være en række grønne retningslinjer, som de skal forholde sig til.

Retningslinjerne kommer i forlængelse af den udvikling, vi allerede ser i landbruget, fortæller Lene Gade Hovmøller, landbrugsdirektør i Vækstfonden.

- Rigtig mange landbrugere er allerede godt i gang med den grønne omstilling. Vi ser et behov for at understøtte den udvikling ved at implementere disse grønne retningslinjer, som kan hjælpe landbrugerne med at definere og følge op på grønne strategier. Det kan være strategier som at arbejde med at undgåfoderspild, reducere vandforbruget eller energiforbruget i sin produktion eller at arbejde med biodiversitet, siger Lene Gade Hovmøller.

Helt konkret betyder de nye grønne retningslinjer, at landbrugerne fremover skal kortlægge deres landbrugsvirksomheds udledninger og definere tre grønne fokusområder inden for klima, kvælstof og biodiversitet, som Vækstfonden følger op på årligt.

De grønne retningslinjer er indført som et ekstra trin til låneansøgningen.

Nye produkter i statslig finansieringsfond

Udover de nye grønne retningslinjer opdaterer statens finansieringsfond, Vækstfonden, en række af fondens låneprodukter. Det drejer sig om to indsatser: Vækstfondens ansvarlige låneprodukt kan nu også søges af landbrugsvirksomheder.

Derudover får Vækstfonden 150 millioner kroner via mandatet Grøn Landbrugskapital, der bliver tilført som en udvidet mulighed til Vækstfondens nuværende etableringslån.

For etableringer i selskabsform vil der fremover være mulighed for en løbetid på 10 år uanset beløbsstørrelse. For øvrige etableringslån reduceres løbetiden til fem år for beløb over 5,5 millioner kroner.

De nye opdateringer skal skabe et solidt økonomisk fundament, som kan understøtte udvikling og innovation i landbruget.

Varevogn med ornesæd beskudt

En varevogn blev natten til torsdag beskudt nær Højslev øst for Skive, oplyser politiet ifølge et Ritzau-telegram bragt i flere medier.

En 68-årig mand, der er anholdt i sagen, har fortalt til politiet, at han var bange for, at indbrudstyve var vendt tilbage. Derfor ville han skræmme dem væk ved at skyde med hagl, og ramte i den forbindelse en natlig transport fra firmaet Hatting, som blandt andet leverer ornesæd til landmænd, på en afstand af cirka 35 meter.

Han er nu varetægtsfængslet frem til den 11. april, sigtet for på hensynsløs måde at udsætte andre for fare.

 Agroindustrien slår eksportrekord

Danske agrovirksomheder eksporterede for 14,7 milliarder kroner i 2021, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er den største eksport nogensinde.

Hvis man tager segmentet »markredskaber til jordbrug«, så steg eksporten med hele 20,4 procent i 2021 sammenlignet med året før. Siden finanskrisen har danske agrovirksomheder haft en stigning på eksporten på mellem 5 og 8 procent hvert år.

- Vi er meget tilfredse med resultatet og i en verden, hvor problemerne nærmest står i kø, er vi også ydmyge omkring fremtiden, siger Jens-Peter Lundgaard, formand for brancheforeningen, Dansk Agroindustri (DAI).

Dansk Agroindustri har et mål om at branchen kommer til at udgøre 10% af eksporten fra den danske fødevareklynge inden for få år. Det skal blandt andet ske gennem digitalisering og teknologiløft i branchen.

Læs også