Økologiformand jubler over treparten

Det er meget positivt, at økologi anerkendes som et virkemiddel i den grønne omstilling, lyder det fra Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen ved Landbrug & Fødevarer.

Økologien er en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget og i fremme af dyrevelfærd. Det slog deltagerne i Den grønne trepart fast i den aftaletekst, der blev udfaldet af flere måneders forhandlinger mandag.

Samtidig blev der også sat en streg under intentionerne om at forøge det økologiske areal i Danmark i de kommende år. Og det glæder ikke overraskende formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen.

- Jeg er meget tilfreds med, at aftalen helt overordnet anerkender økologisk produktion som et virkemiddel i den grønne omstilling af landbruget. Aftalen bekræfter målet om fordobling af det økologiske areal i 2030, da dette vil fremme en landbrugsproduktion med brug af færre sprøjtemidler til gavn for vores miljø, drikkevand og natur, lyder det fra formanden.

Mange steder i landbruget var der bekymring for, hvad en høj CO2-afgift vil kunne få af betydning for de enkelte landbrug. Således også hos Hans Erik Jørgensen.

- Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været bekymret for, hvordan den økologiske produktion ville blive stillet i fremtiden, når vi ikke har mulighed for at tage de samme teknologiske virkemidler i brug som vores konventionelle kollegaer, siger han og fortsætter:

- Men jeg noterer mig, at regeringen vil analysere, om CO2e-afgiften vil få negative konsekvenser for økologiske landmænd. Hvis det er tilfældet, lægger aftalen op til, at der kan tages stilling til, om basissatsen for økologiske arealtilskud skal justeres, lyder det.

Aftalen lægger op til, at der skal være et særligt fokus på udvikling og implementering af konkrete løsninger på omstillingen til mere økologi.

- Det glæder mig at såvel græsningsdage, afsætning til bioforgasning og naturlige nitrifikationshæmmere nu står på listen over virkemidler, der enten er klar til brug eller skal fremmes i et kommende grønt forsknings- og innovationsudspil. Alt sammen noget vi har arbejdet for, siger Hans Erik Jørgensen.

Læs også