Dyrlæger opfordrer til influenzavaccination

- Vi har de seneste år opfordret til, at alle, der arbejder med grise, lader sig vaccinere mod influenza. 

Det påpeger dyrlægerne hos Ø-Vet i deres seneste nyhedsbrev.

Opfordringen skal ses i lyset af erfaringerne fra Covid-19 samt kendsgerningen, at influenza kan smitte mellem mennesker og grise.

Ifølge Ø-Vet er influenzavaccination derfor endnu mere aktuelt i år. Både af hensyn til personale og den enkelte besætning, men i særdeleshed også for branchen som helhed.

 

Foderets klimaaftryk i produktionsrapporten

Seges Svineproduktion har i samarbejde med AgroVision udviklet software, som gør det muligt at foretage en automatisk sammenkædning af foderrecepter med grisenes produktivitet. Der er samtidig udviklet software, så klimadata også kan komme med på foderrecepten.

Det betyder, at alle svineproducenter, der er hjemmeblandere, nu har mulighed for at få oplyst foderets klima-/miljøaftryk på lige fod med dem, der indkøber foder fra en foderstofforretning, der kan levere et klima-/miljøaftryk på fodret.

Via en dataudvekslingsserver hos AgroVision kan foderrecepten automatisk kædes sammen med den dyregruppe, der aktuelt laves produktivitetsberegninger på.

Det oplyses endvidere, at der på produktionsrapporten vil være et nøgletal, der viser foderets klimaaftryk på grise eller pr. kg tilvækst. Svineproducenter har dermed mulighed for at arbejde med fodersammensætning og foderforbrug, som et virkemiddel til at reducere grisens klimaaftryk.

Læs mere om mulighederne i notat nummer 2122 via svineproduktion.dk.

 

Justering af foderpriserne i den beregnede notering

- Hvordan justeres foderpriserne i den beregnede notering for smågrise? Det spørgsmål har vi fået en del gange her hen over sommeren, lyder det fra svinekonsulent Birgitte R. Mikkelsen fra SvineRådgivningen.

I nyhedsbrevet SvineNyt giver hun derfor en nærmere forklaring.

- I notat nr. 2117, »Grundlag for den beregnede smågrisenotering – juni 2021« Seges kan ses alle de parametre, der indgår i den beregnede smågrisenotering. Vedrørende foderpriser gælder, at der indhentes kontraktpriser i månederne august, januar og maj fra seks foderstoffirmaer fordelt over hele landet. Prisniveauet er baseret på levering af hele træk (36-40 tons) pr. gang. Herudover indhentes hver uge råvarepriser til beregning af en gennemsnitlig dagspris.

Birgitte R. Mikkelsen forklarer nærmere, at prisen, der anvendes i den beregnede smågrisenotering, er et gennemsnit af kontraktprisen og dagspriserne på månedsbasis. Priserne sammenlignes løbende med de fakturerede priser samt foderpriser i DB-Tjek.

 

Hold fokus på driften i karantænestalden

- Husk regelret drift af karantænerum. Korrekt drift er en effektiv foranstaltning mod indkøb af uønsket smitte.

Opfordringen kommer i det seneste nyhedsbrev fra Ø-Vet, hvor dyrlægen sætter fokus på arbejdsgangen i den del af produktionen.

- Karantænestalde bør passes sidst på dagen eller af markmand eller anden medarbejder, der ikke har kontakt til den øvrige besætning. Derudover er det altafgørende, at dyr først flyttes derfra, efter de er frigivet, påpeger dyrlægerne, der endvidere minder om, at forkert håndtering kan medføre udgifter og besvær med blodprøver og betinget status og i værste fald medføre nysmitte og statusændring.

Læs også