Standardaftaler til gennemsigtige aftaler med vandværkerne

Seges Innovation og vandværkerne er blevet enige om de overordnede betingelser for at indgå aftaler om dyrkningspraksis i boringsnære beskyttelsesområder – BNBO.

Fristen for indgåelse af frivillige BNBO-aftaler er den 31. december i år. Indtil da har danske landmænd og vandforsyningsselskaber mulighed for selv at finde løsninger.

For at gøre det nemt og overskueligt for både landmænd og vandværker, har Seges Innovation, Danske Vandværker og DANVA udarbejdet et fælles udkast til aftale- og deklarationstekster, som kan bruges, når der skal indgås aftaler.

- Landmænd over hele landet kan nu tage udgangspunkt i aftale- og deklarationsteksterne, når de indgår aftaler med hinanden. Det gør det enkelt for landmændene, og de skal ikke skal være nervøse for, at der står noget med småt, som de overser, siger konsulent Helle Møller Holm, Seges Innovation.

Fire standardpapirer

Der er udarbejdet fire ”standardpapirer”, som landmænd, rådgivere og vandforsyningsselskab kan bruge alt efter situationen: - Aftaletekst 1: Frivillig aftale udenfor indsatsplan, - Aftaletekst 2: Frivillig aftale indenfor indsatsplan, - Deklaration 1: Rådighedsindskrænkning - ingen brug af pesticider, - Deklaration 2: Rådighedsindskrænkning - ingen pesticider og reduceret kvælstof

Det er landmanden selv og eventuelt hans/hendes rådgiver, som skal forhandle sig frem til den rigtige pris for jorden.

Af aftaleteksterne fremgår eksempler på forhold, man skal huske at få med, når erstatningen skal beregnes. Det er for eksempel dårligere arrondering, mistet harmoniareal, effekt på den produktionsmæssige sammenhæng og udfordringer med at bekæmpe invasive arter.

Tre gode råd

Har man en boring på sin mark, vil det, ifølge Seges Innovation, være en god idé snarest at:

- kontakte vandforsyningen (hvis de ikke allerede har kontaktet dig) og få en første uformel snak

- vurdere din aktuelle værdiforringelse i samråd med din rådgiver

- holde et møde med vandforsyningen og forhandle erstatningens størrelse på plads med udgangspunkt i de fælles deklarations- og aftaletekster. Muligvis er der brug for flere møder, inden tingene falder på plads.

Læs også