Jakob Nannberg Scheel, der tidligere var salgschef i landbrugsdivisionen hos NDI Group og tidligere praktiserende landmand, er blevet udpeget som dækvirksomhedens nye, danske salgsdirektør.
Dækkoncernen NDI Group har hentet en ny salgsdirektør i egne rækker med 32-årige Jakob Nannberg Scheel, der har arbejdet hos NDI Group i 3,5 år. Først som salgschef i virksomhedens landbrugsdivision og nu som salgschef for hele den danske salgsorganisation.
- Det er en opgave, jeg går til med stor ydmyghed. Der er meget nyt, der skal læres om andre brancher, ikke mindst autobranchen og transportbranchen. Derudover skal vi selvfølgelig se på, om der er nogle elementer af vores strategiske tilgang til landbrugsmarkedet, som kan overføres og bruges i andre markeder, fortæller Jakob Nannberg Scheel og uddyber:
- Men først og fremmest så glæder jeg mig bare rigtig meget til at komme i gang og føler mig meget privilegeret over at få lov at arbejde med så mange dygtige, erfarne og ambitiøse kollegaer, som vi har her hos NDI og se, hvordan vi kan skabe endnu mere værdi for vores kunder og skabe synergi på tværs af forretningsområder og brancher.
Læring fra landbruget
Jakob Scheel Nannberg er oprindelig uddannet landmand og har derudover taget en uddannelse som handelsøkonom samt HD-uddannelsen med speciale i forretningsledelse og marketing. Inden han kom til NDI Group i 2019 arbejdede han hos Maskinhandler Indkøbsringen A.m.b.a.
- Jeg har selv en del erfaring fra landbruget og har også været aktiv som landmand selv. Selvom der selvfølgelig er ting, som er anderledes i andre brancher, så tror jeg på, at der er mange gode erfaringer og tilgange til at drive forretning mere generelt, som kan tages med fra landbruget og vores branche, siger den nyudnævnte salgsdirektør.
Han er glad for at have fået muligheden og mener, at det beviser, at man ikke partout skal have en lang erhvervsuddannelse fra de mest prestigefyldte uddannelsesinstitutioner for at kunne lykkes hos NDI.
- Der er rigtig mange ting, som ikke kun kan løses ved hjælp af et større excel-ark og ensidig brug af regnemodeller, siger Jakob Nannberg Scheel og fortsætter:
- Landbruget og alle de gode folk inden for branchen, som jeg er meget taknemmelig for at have mødt og have lært meget af, har i hvert fald lært mig at tilpasse sig de situationer, jeg har mødt og kunne håndtere de uventede ting, der altid sker, lyder det fra ham.
Jacob Nannberg Scheel håber, at den omstillingsparathed, han har med sig fra landbruget, kan hjælpe ham i det nye job.
- Det kan godt være, at du har lagt den perfekte strategi, men hvis tingene pludselig skifter, som når vejret ændrer sig eller høsten slår fejl, eller der opstår andre uventede ting som følge af pludselige ændringer på markedet eller ny lovgivning, så skal man være klar til meget hurtigt at kunne omstille sig. Du skal også lægge en indsats over hele året, arbejde kontinuerligt og tænke langsigtet. Den læring vil jeg have med i bagagen, og jeg håber, at det også kan hjælpe mig til at få succes i den nye rolle hos NDI.