Danish Crown vil fyre færre

Selvom planen stadig er at nedlægge 100 stillinger i Danish Crown i Danmark, har slagterikoncernen formået at reducere antallet af afskedigelser ved at tage andre foranstaltninger i brug, skriver AgriWatch.

Danish Crown annoncerede i begyndelsen af februar, at 150 medarbejdere skulle fyres, heraf 100 stillinger i Danmark.

Årsagen til fyringerne var at tilpasse virksomheden til den ændrede virkelighed ifølge topchefen Jais Valeur. Nu har de formået at nedsætte antallet af opsigelser til 50 i Danmark. Derudover går 10 medarbejdere på pension, og over 40 åbne stillinger bliver ikke genbesat, skriver Agriwatch.

Der blev fokuseret på at begrænse antallet af opsigelser i forhandlingerne med medarbejderrepræsentanterne ifølge kommunikationsdirektøren, Astrid Gade Nielsen.

Da de mange fyringer blev annonceret, forklarede adm. direktør Jais Valeur, at slagterikoncernens virkelighed har ændret sig radikalt siden lanceringen af Feeding the Future-strategien i forsommeren 2021.

Eksporten til Asien var dengang på et højt niveau, og kød blev solgt til en høj pris, men nu er efterspørgslen og priserne faldet drastisk. Valeur sagde, at slagterikoncernen ikke havde noget valg, da omkostninger, effektivitet og en stram forsyningskæde er afgørende i det nuværende marked. Han understregede også, at den nuværende situation kræver en tilpasning af organisationen, og at det ikke skyldes individuel ansvarsløshed.

Læs også