Stor svineproducents søn øger sin ejerandel i familieselskab

Frederik Hessel Madsen, søn til Danmarks største svineproducent, Martin Lund Madsen, har overtaget en større del af familiefirmaet MSF Group, så han nu ejer 35 procent.

Det skriver JydskeVestkysten på baggrund af informationer fra CVR-registret.

Martin Lund Madsen sidder fortsat på majoriteten, med 50 procent i selskabet. Den anden søn, Simon Hessel Madsen, fastholder sin ejerandel på mellem 10 og 15 procent.

Også i en lang række andre selskaber som Ny Endrupholm ApS og Ny Midtgård ApS, der hører til Martin Lund Madsens koncern, får Frederik Hessel Madsen en ejerandel på 35 procent.

Hverken Martin Lund Madsen eller Frederik Hessel Madsen har ønsket at kommentere ejerskiftet overfor mediet. I regnskabsåret 2022 leverede MSF Group et resultat på knap 80 millioner kroner.

Martin Lund Madsen producerer omkring 280.000 slagtesvin årligt.

Læs også