Besætningsophøret: - Det er svært men en lettelse

Mens Bent Juul Sørensen stadig venter på endeligt svar fra kommunen i den seks år lange miljøsag, er forberedelserne til afhændelsen af de 475 jerseykøer påbegyndt. I stedet for majs har 90 hektar af Dunkærgårds svære jord fået kvæggylle og bliver tilsået med maltbyg.

I seks år har Bent Juul Sørensen ikke kunnet udvikle Ærøs største kvægbedrift, som følge af en miljøsag, udsprunget af en naboklage.

- Den manglende miljøgodkendelse har bundet mig på hænder og fødder. Jeg har ikke kunnet lovliggøre mine gamle stalde, lave grønne investeringer eller deltage i strukturudviklingen. Det har været frustrerende, og tilmed forstår de lokale folk ikke min situation – eller i hvert fald ikke kommenterer den overfor mig.

Derfor er det for den ærøske mælkeproducent trods alt en lettelse, at beslutningen om at afhænde besætningen, som det blev beskrevet i forbindelse med Effektivt Landbrugs besøg i januar, endegyldigt er truffet.

- Nu skal jeg blot finde et sted at hoppe af karrusellen uden at slå mig voldsomt. Men det er meget svært med et sådant identitetsskifte til planteavler. Tankerne kører 24/7. Både appetitten og humøret er i bund, men det har varmet med forståelse fra kolleger og mejeribruget, og da en af mine bekendte spurgte, om hun skulle være bekymret.

Hel eller gradvis nedsmeltning?

Bent Juul Sørensen erkender, at det er med følelserne uden på tøjet, at der stadig ikke er kommet et svar fra kommunen, hvorvidt det bliver med en total nedsmeltning af kvægbedriften med udgangen af oktober måned i år, eller det kan ske gradvist frem til grovfoderlageret er udtømt til Skt. Hans næste år. Håbet er, at det bliver det sidstnævnte scenarie, måske med salg af avlsdyrene her i efteråret, og derefter gradvis afhændelse af de resterende køer samt kvier.

- Folketinget kan ikke hjælpe mig

Affødt af Effektivt Landbrugs artikel i januar om nedlæggelsen af Ærøs største mælkeproduktion blandt andet med baggrund den langsommelige sagsbehandling indkaldte Erling Bonnesen (V) efterfølgende både fødevareministeren og miljøministeren i åbent samråd. Ved samrådet, som netop afholdes i dag, torsdag den 24. marts klokken 11.00, har Venstres landbrugsordfører bedt de to ministre svare på, »om og hvordan regeringen vil sikre grundlaget for strukturudviklingen i landbruget«.

- Intentionerne er gode nok, men det hjælper bare ikke mig. Det løb er kørt, både landspolitisk og lokalt, understreger gårdejer Bent Juul Sørensen.

- I stedet skal man åbenbart være københavnsk arkitekt på Ærø for at få politikernes velvilje, siger han med henvisning til en lokal sag om en nedlagt danserestaurant tæt på kysten, hvor Ærø Kommune netop har udtalt, at beskyttelse- og afstandsregler ikke gælder for Ærø.

Bent Juul Sørensen

● 63 år. Siden 1980 ejer af Dunkærgård, Dunkær ved Ærøskøbing. Fraskilt, to voksne børn

Mælkeproduktion:

● 475 jerseykøer i løsdriftsstalden fra 1999 på Dunkærgård. Goldkøer og ungdyr i stald i Stokkeby. Ydelse i 2020/21 på 9.284 kg EKM, 731 kg F+P. En del kvier er gennem årene solgt til eksport. Også flere tyrekalve opkøbt til avl af kvægavlsforeningen

Markdrift:

● 526 hektar, heraf 370 hektar ejet. I alt omkring 100 marker fordelt i en seks kilometer radius fra ejendommen. I efteråret er sået 80 ha raps og 149 ha hvede. Normalvis sås 125 ha majs, men i år sås i stedet 90 ha med vårbyg som følge af de kommende besætningsophør. Græsarealet er på 38 ha, samt 45 ha MVJ-græs, som lejes af Naturstyrelsen. I 2022 er arealet reduceret med 20 procent efter forpagtningsophør

Læs også