Stigende interesse for krydsningskvier

Flere vælger at producere krydsningskvier, som kan produceres på mange måder – det vigtigste er ifølge KvægrådgivningDanmark, at man få produceret et ensartet produkt.

Der er en stigende interesse for produktionen af krydsningskvier til hjemmemarkedet, da det har en god fortælling og accept i befolkningen. Det kædes sammen med god dyrevelfærd, og at produktionen kan bidrage til at mindske importen af oksekød fra Sydamerika. Det slår KvægrådgivningDanmark fast i deres nyhedsbrev.

De peger på, at dyrevelfærden ofte er god, hvilket hænger sammen med at krydsningskvierne kan komme på græs, fedes op på grovfoder og har en bedre sundhed end i den traditionelle kalveproduktion.

Vigtigt at producere et ensartet produkt

KvægrådgivningDanmark understreger, at der er lige så mange måder at producere krydsningskvier på, som der er landmænd – men at det vigtigste er at producere et ensartet produkt af en høj spisekvalitet.

Det betyder, at man skal have styr på slutvejninger af dyrene – om det så er en vægt, målebånd eller højden, der bruges – for at sikre, at alle de dyr, der bliver sendt afsted, er ensartede.

Ifølge KvægrådgivningDanmark er det vigtigt, at kvierne vejer næsten det samme inden for et interval på 15-20 kg og har en alder på minimum 16 måneder.

Tæt sammenhæng mellem grovfoderkvalitet og tilvækst

Fodringsmæssigt er der en tæt sammenhæng mellem kvaliteten af grovfoderet og den tilvækst, der opnås, lyder det fra KvægrådgivningDanmark.

De uddyber, at foder med en lav fylde og høj fordøjelighed, alt andet lige vil give en højere tilvækst, mens det tungere foder vil virke modsat.

Dernæst vil der være nogle raceforskelle, hvor de intensive kødkvægsracer er skabt til at omsætte foder af en høj kvalitet til en høj tilvækst, mens de ekstensive racer er nøjsomme dyr, som kan omsætte lidt tungere foder til gode slagteresultater.

Valg af tyr

KvægrådgivningDanmark lægger vægt på, at det vigtigste er, at man kan producere en god slagtekrop på mange måder, og det næsten kun er temperamentet hos én selv som landmand, der er den vigtigste faktor for, om det skal være intensivt eller ekstensivt.

En af succeskriterierne er at vælge kødkvægsfar-race efter den produktion, der ønskes, pointerer KvægrådgivningDanmark.

Deres erfaring er, at dyr med en ekstensiv far er bedst egnet til afgræsning og naturpleje, mens en intensiv far giver dyr, der er bedst til hurtig tilvækst og højere andel foder af en høj kvalitet.

Økonomisk er der ifølge KvægrådgivningDanmark ikke store forskelle mellem de forskellige metoder – dog er det vigtigt at regne efter med egne tal og tilpasse beregningerne efter de rammer for produktionen, der er på ens bedrift.

Læs også