Få en positiv effekt af at trimme besætningen

Der kan være noget at komme efter, hvis man tilpasser besætningen både med hensyn til antal kvier og udsætterkøer.

Hos Vestjysk opfordrer de kvægbrugerne til at få et overblik over, hvor mange kvier, de har brug for det kommende år. Det skriver rådgivningsselskabet på sin hjemmeside.

Det skal kvægbrugerne blandt andet gøre så tidligt som muligt ved eksempelvis en drægtighedserklæring.

Er der mulighed for salg, så sælg hurtigst muligt efter drægtighedserklæring – jo færre hoveder er der at fodre på, lyder det.

Den eventuelle merværdi, der kunne være ved at sælge kælvekvier, kan ifølge Vestjysk slet ikke dække foderomkostningerne i den pågældende periode. De peger på, at som udgangspunkt frigiver to kvier foder til én ko.

De slår fast, at det er vigtigt allerede nu at tage stilling og få handling bag. Særligt, hvis det drejer sig om salg af kvier til eksport, da skal det være inden, temperaturerne for alvor stiger i Europa, og transporter ikke længere er mulige på grund af sommervarmen.

Hæv bundniveauet

Et andet fokusområde, Vestjysk har stillet skarpt på, er, at kvægbrugerne har et skarpt øje på, hvornår det ikke længere er rentabelt at malke på udsætterkøerne samt tolerancegrad i forhold til celler og eventuelle saneringer.

De kommer også ind på, at det ofte giver en positiv effekt i besætningen ved en lavere belægningsgrad: Højere effektivitet ved de resterende og lavere smittepres.

Den faldende mælkepris, og kødpriser der historisk set topper over sommeren, er ifølge Vestjysk også incitamenter til en hård udsætningsstrategi.

De forklarer, at normalvis kan der reduceres i besætningen med 10 procent uden, at det giver problemer med realkreditbelåning. Dog gør de opmærksom på, at der ikke »bare« slagtes eller sælges ud, da der jo er pant i besætningen.

Læs også