Få køerne til at udnytte al energien

Der kan være meget at hente i din fodringsøkonomi, hvis du holder øje med energiudnyttelsen ved dine køer, påpeger ØkologiRådgivning Danmark.

En dårlig udnyttelse af foderet har store negative konsekvenser for bedriftens økonomi, og samtidig er der et miljø- og klimamæssigt perspektiv at forholde sig til. Det slår kvægrådgiver Maria Pape Andersen fast i ØkologiRådgivning Danmarks seneste nyhedsbrev.

Hun peger på, at ved at få indblik i energiudnyttelsen ved sine køer, kan man få et reelt billede af, om køerne yder den forventede mængde mælk holdt op imod fodertildelingen.

Når der holdes øje med energiudnyttelsen, kan der i situationer, hvor den ikke er tilstrækkelig høj, ifølge kvægrådgiveren sættes hurtigere ind med fejlfinding på bedriften.

Forringet dyrevelfærd og produktionstab

Maria Pape Andersen forklarer, at der er flere faktorer, som kan påvirke køernes energiudnyttelse, herunder afvigelser i tørstofprocenten i grovfoderet, udsving i blandenøjagtigheden, utilstrækkelig vomomsætning, foderspild på foderbordet med mere.

Hun understreger, at det kan belaste køerne unødvendigt, hvis der er en dårlig energiudnyttelse. En utilstrækkelig omsætning af foderet i vommen kan lede til produktionssygdomme såsom sur vom eller ketose, der leder til forringet dyrevelfærd og i sidste ende et produktionstab.

Undgå overfodring

Kvægrådgiveren minder om, at køerne skal fodres efter deres behov til vækst, vedligehold, fosterudvikling og mælkeproduktion. Hvis der overfodres, eller næringsstofsammensætningen ikke passer dyrenes behov, vil det påvirke energiudnyttelsen negativt, med negative konsekvenser for produktionsøkonomien, miljø og klima.

Når der regelmæssigt laves en foderkontrol, får man udover energiudnyttelsen indblik i, om der fodres efter det planlagte i foderplanen, der er sammensat efter køernes behov.

Det er dyrt og miljøbelastende at overforsyne sine køer, mens en underforsyning af næringsstoffer kan give anledning til sygdom og manglende produktion. Derfor lyder anbefalingen fra ØkologiRådgivning Danmark, at der med jævne mellemrum bliver lavet en foderkontrol, hvor energiudnyttelse og nærringsstofsammensætning bliver beregnet.

Maria Pape Andersen uddyber, at energiudnyttelsen gerne skal ligge over 95 procent for en optimal produktion.

Læs også