Finansieringskilderne skal klædes på

Fremtidens stalde skal tage højde for både klima og dyrevelfærd – det skal finansieringskilderne også.

Man kan ikke længere bygge stalde, som man gjorde for 15-20 år siden. Det slog Torsten Gruhn, direktør, KvægXperten, fast på Fjordland Kongressen.

- Der er et stort fokus på »Bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige krav til opstaldning af kvæg«, men der kommer yderligere krav til opstaldningen af kvæg i de kommende år, påpegede Torsten Gruhn.

Det er blandt andet et øget fokus på bæredygtighed – herunder dyrevelfærd, klimabelastning og arbejdsforhold for medarbejderne, som ifølge Torsten Gruhn betyder øgede krav til selve byggeriet.

Klima og dyrevelfærd skal tænkes ind

Et vigtigt element i forhold til fremtidens anlæg er ifølge Torsten Gruhn, at man får skaffet noget finansiering, som både tager højde for klima og dyrevelfærd.

- Det bliver kun dyrere, når man begynder at smide andet inventar ind og give mere plads, sagde han.

Han pegede på, at når man kigger 10-15 år tilbage, blev der bygget mange kostalde, der som udgangspunkt var ganske fine, men at der også har været pres om at udnytte rammerne fuldt ud. Det har i nogle tilfælde betydet, at anlæggene ifølge Torsten Gruhn er blevet klemt lidt rigeligt i forhold til de rammer, dyrene trives bedst under.

- Den fejl skal vi ikke gøre igen, fastslog han og understregede, hvor vigtigt at det er, at man tager højde for dyrevelfærd i nye staldbyggerier.

- Så når vi fremover skal have bygget en ny stald og have den finansieret, skal vi kunne dokumentere over for vores finansieringskilder, hvorfor det er vigtigt, at man tager en gang og drejer den to gange 45 grader i stedet for 70 grader. Og at det er vigtigt, at vi får skabt nogle ordentlige forhold til vores medarbejdere. Ja det koster. Men det er en forudsætning for at kunne levere mælk i det her anlæg i x antal år fremover, fortsatte han.

Stor opgave venter forude

Ifølge Torsten Gruhn ligger der en stor opgave i at føre flere argumenter om blandt andet dyrevelfærd og klimabelastning frem i forhold til finansieringskilderne. Og at man skal være klar på, at der kommer endnu flere krav, man skal tage højde for i finansieringen fremadrettet – såsom bæredygtighed.

- Noget af det, som forventes, men som der ikke er sat krav om endnu, det vil blive et krav fremadrettet – det er der ikke nogen tvivl om, sagde Torsten Gruhn.

Læs også