Forberedelse til 2024-krav: Ikke to stalde er ens

En opmåling af stalden giver overblik over, hvordan bedriften er stillet både nu og her men også i fremtiden – og opmålingen kan ifølge KvægXperten altid betale sig.

Næste runde af overgangsordninger for Lov om hold af kvæg kommer pr. 1. juli 2024, og KvægXperten har i den forbindelse gjort sig nogle erfaringer fra opmålinger af omkring 60 stalde. Det oplyser de i deres seneste nyhedsbrev.

De peger blandt andet på, at en staldopmåling og en snak om kravene, giver et godt overblik over, hvordan bedriften er stillet nu og i fremtiden. De gennemgår nemlig både de næstkommende krav pr. 1. juli 2024, men også 2034-kravene.

Det giver ifølge KvægXperten mening, uanset om bedriften skal fortsætte med nuværende ejer, gennemgå generationsskifte eller sælges. Lige meget hvad, er rapporten et stærkt kort at have på hånden, konkluderer de.

Derudover har KvægXperten over de seneste to år erfaret, at ingen stalde er ens. Derfor understreger de, at en opmåling altid kan betale sig – også uanset hvad naboen har fået at vide, da det med garanti ikke er den samme konklusion, der kommes frem til, lyder det.

To muligheder for enkeltkælvningsbokse

Med kravet om enkeltkælvningsbokse, hvor ko og kalv hos konventionelle skal gå sammen i minimum 12 timer og i 24 timer hos økologer, er der ifølge KvægXperten for eksempel to muligheder:

Fire enkeltkælvningsbokse pr. 100 køer.

To enkeltkælvningsbokse og to pladser i et fællesforberedelseshold, som enten kan være på dybstrøelse eller i sengebåse, hvor sengebåsen skal være 1,30 meter. Enkeltboksene skal ikke stå stationært, men det er vigtig at boksene let kan etableres og bruges.

KvægXpertens erfaring er, at mange typisk har det halve antal kælvningsbokse i forhold til det kommende krav.

I stalde fra omkring 2000 er der typisk bygget én stor fælles dybstrøelsesboks, som fungerer som både skåne- og kælvningsboks, og det dur ikke fremadrettet, slår de fast.

Isolation af syge køer skal være muligt

Også sygepladser bliver der yderligere krav til. Allerede nu skal der minimum være én sygeplads pr. 100 køer. Fra 1. juli 2024 skal syge og tilskadekomne malkekøer opstaldes i enkeltsygebokse, hvis det er nødvendigt.

KvægXperten peger på, at forskellen er, at indtil den 1. juli 2024 er det nok med en sygeplads, men efter 1. juli skal der også kunne etableres en enkeltsygeboks, hvis det er nødvendigt.

De uddyber, at mange har én multiboks til både syge dyr, nykælvere og eventuelt til kælvninger. Dette skal laves om, når de nye krav træder i kraft. Derudover skal man lægge en strategi for, hvad proceduren er, når der er en smitsom ko, som skal kunne isoleres helt fra den resterende besætning. Derfor understreger KvægXperten, at låger i en dybstrøelse ikke er nok.

Ekstra krav til højdrægtige dyr

Højdrægtige dyr, både køer og kvier, skal have bredere sengebåse, mere plads, og der er krav til hvileareal i dybstrøelse, oplyser KvægXperten.

De oplever, at sengebåsene de fleste steder måler det samme hos alle køer – og at der således sjældent er forskel på, om det er lakterende eller højdrægtige køer.

Det betyder, at der skal rykkes på nogle sengebøjler inden 1. juli 2024. Det gælder også højdrægtige kvier. Her er sengebåsebredderne ifølge KvægXperten typisk alt for smalle, særligt hvis kvierne går i gamle bygninger.

Udfordringer med ædepladser

KvægXperten møder indimellem udfordringer med to køer pr. ædeplads, særligt i stalde med mere end tre rækker sengebåse.

Der må maksimalt være to køer pr. ædeplads til alle køer bortset fra højdrægtige og nykælvere, hvor kravet er én ko pr. ædeplads.

KvægXperten præciserer kravene for én ædeplads, som er 70 centimeter for Holstein og 65 centimeter for Jersey – og måles på meter foderbord og ikke antal huller i fanggitteret.

Udfasning af fuldspaltegulv

Fuldspalter udfases i 2024, medmindre de er i forbindelse med en bindestald, som må leve videre, indtil bindestaldene udfases i 2027. Dette gælder for både kvier og tyrekalve.

KvægXperten forklarer, at det er sjældent, at de støder på fuldspalter, når de opmåler stalde. Flere steder ser de fuldspalterne i forbindelse med et dybstrøelsesområde, så dyrene kun står på spalterne, når de æder.

Mange har ikke eftergiveligt gulv

Her i 2024 bliver det desuden et krav om gummi på opsamlingspladserne. Det gælder også på opsamlingspladser foran robotter.

På nuværende tidspunkt er det ifølge KvægXperten kun ganske få steder, som opfylder dette krav om eftergiveligt gulv på opsamlingspladserne.

En anden udfordring i rigtig mange stalde, som KvægXperten peger på, er vandforsyningen. Kravet lyder, at hver ko skal have adgang til 10 centimeter vandkar.

Over halvdelen af de opmålinger, som KvægXperten har lavet, opfylder imidlertid ikke dette krav. Derfor slår de fast, at det handler om at få udnyttet enderne af sengebåserækkerne til fulde.

Læs også