Sundhed og Klima i top: Danmark har fået nye officielle kostråd

Den 7. januar fik Danmark nye officielle kostråd. For første gang nogensinde er der gode råd til at spise mere klimavenligt, ligesom der fortsat vil fokus på danskernes sundhed. Rådene er sammensat af Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Danmark har i dag fået nye officielle kostråd, som danskerne kan bruge til at spise mere sundt og klimavenligt. Det er DTU Fødevareinstituttet, der har udarbejdet kostrådenes videnskabelige grundlag. 

Spis planterigt, varieret og ikke for meget. Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk. Sådan lyder et par af Danmarks nye officielle kostråd, som danskere kan bruge til at sammensætte en sund og klimavenlig kost. 

Forskerne har desuden opstillet en dansk modelkost baseret på den globale såkaldte EAT-Lancet referencekost. Modelkosten er mere plantebaseret, end hvad en almindelig, gennemsnitlig dansker spiser i dag, og lever op til de nordiske næringsstofanbefalinger.

Rådene skal man ikke se som et officielt pres om ændring af spisevaner, men ifølge Fødevareminiser, Rasmus Prehn, blot som en vejledning til at efterleve eget ønske om sundere og mere klimavenlig ernæring. 

- De officielle kostråd har gennem årtier givet gode råd til, hvordan vi kan spise sundt, og det er oplagt, at de nu tager skridtet videre og hjælper de danskere, der samtidig gerne vil spise mere klimavenligt, godt på vej. Der er ingen løftede pegefingre, men en simpel vejledning der favner begge hensyn, for det er heldigvis sådan, at det, der er sundt for klimaet, typisk også er sundt for os, og derfor er det oplagt, at kostrådene tager klodens sundhed med i sine hensyn, siger fødevareministeren i en pressemeddelelse.

Ændrede madvaner kan rykke

 Klimaaftrykket fra danskernes mad er omkring tre tons CO2 per person om året. Det tal kan mindskes med 20-25 procent ved at vælge fødevarer, der har det laveste klimaaftryk muligt. Det kan for eksempel ske ved at vælge fjerkræ frem for oksekød og sild i stedet for rejer. Hvis danskerne samtidig spiser mindre kød og skruer op for grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn, kan klimaaftrykket blive endnu lavere.

Kød har man længe vidst, at det har et massivt klimaaftryk. Det er hverken godt for sundheden eller klimaet, hvis de nuværende kostvaner fortsætter uændret, ifølge forskerne. De nye kostråd forsøger at rokke ved den danske madkultur, så den bliver sundere og mere klimavenlig.

Plads til større ambitioner 

Kost- og Ernæringsforbundet har set frem til lanceringen af Fødevarestyrelsens nye kostråd. Forbundet har været en del af den store følgegruppe, der har været med til at kvalificere kostrådene. 

Hvis Kost- og Ernæringsforbundet stod ved roret, kunne der nemt være skruet højere op for ambitionerne. Blandt andet ved at udnytte potentialet i flere hundrede tusinde måltider, der hverdag bliver tilberedt i de offentlige køkkener.

- Lad os dog være endnu mere ambitiøse og lad hele den offentlige forplejning gå forrest i den grønne omstilling. Hvis 800.000 daglige offentlige måltider bliver mere grønne, vil det virkelig rykke noget i CO2-regnskabet, og man får meget klima for pengene på dette område. Det kræver, at vores medlemmer får kompetenceudvikling og at politikere er ambitiøse her og sætter klare mål i kommuner, regioner og stat, siger formanden fr Kost- og Ernæringsforbundet, Ghita Parry i en pressemeddelelse.

Hun understreger i samme ombæring, at det er positivt, at det ikke kun er kostråd, der skal bruges af ernæringsprofessionelle:

- For os har det været vigtigt, at kostrådene er nemme at huske for alle danskere – ikke kun os, der arbejder med mad og ernæring døgnet rundt. Jeg hæfter mig særligt ved rådet om at spise varieret og ikke for meget. Det tror jeg næsten, er det vigtigste at huske på i en travl hverdag, slutter hun.

Du finder de nye officielle kostråd her.

Læs også